14-årige Anders Vejrgang fra Hjørring er ikke gammel nok til at stille op ved verdensmesterskaberne i konsolspillet Fifa, men inden for de seneste to uger har han slået den forsvarende verdensmester to gange.
Henholdsvis 6-0 og 7-0. I den første kamp valgte verdensmesteren Mohammed ”MoAuba” Harkous endda at slukke spillet før tid. Noget, der i spilverdenen kaldes Rage Quit (vredesafbrydelse, red.).
Han bliver af den danske landstræner sammenlignet med vores egen Michael Laudrup og verdensstjernen Lionel Messi.
Som 11-årig slog han den daværende danmarksmester og nuværende Brøndby- og eSuperliga-spiller Frederik Fredberg ved en turnering i Aalborg.
Og så er han på kontrakt i eBundesligaklubben RB Leipzig, der for fodboldkendere leder tankerne hen på store kampe i Champions League.
Kort sagt, så er Anders god. Han er rigtig god. Og det burde umiddelbart give klassekammeraterne lyst til utallige highfives og lykønskninger.
Men de kærlige tilråb udebliver.
- De fleste af dem er misundelige, så derfor skal jeg på en ny skole, siger Anders Vejrgang, da han bliver spurgt til, hvad klassekammeraterne siger til den store Fifa-succes.
- Jeg gider ikke gå i klasse med folk, der er misundelige. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Jeg synes bare, det er underligt.
Anders' mor, Laila Vejrgang, fortæller, at han ikke har været i skole i de seneste to uger, fordi han er blevet mødt med grimme beskeder efter sine store triumfer.
- Han har ikke været i skole i 14 dage, da hans klassekammerater ikke kunne rumme hans succes. De begyndte på noget ret grim mobning over de sociale medier. I bund og grund nok, fordi skolen ikke forstår, hvad han laver, og hvad det er, han kan.
- Så lige nu er jeg på hårdt arbejde for at finde en skole, der kan rumme Anders og forstå, hvad det er, han laver på sit lille værelse i Nordjylland, fortæller Laila Vejrgang.
Det lille værelse gemmer på magi
Selvom Anders ikke bliver mødt med anerkendelse på skolen i Hjørring, så har resten af verdenen stille og roligt fået øjnene op for det store Fifa-talent.
Han blev for få uger siden på grund af sine præstationer eksponeret på det sociale medie 443, der på Instagram har 32 millioner følgere. Det fik antallet af Anders' følgere på Instagram til at eksplodere fra 15.000 til 146.000.
Ikke noget, der ryster den sindige nordjyde betragteligt. Det gør de to sejre over den forsvarende verdensmester egentlig heller ikke.
- Altså i forhold til, at han er verdensmester, så vil jeg da gerne sige, at jeg ikke synes, han var vanvittig god.
En lige så stor præstation har været hans seneste seks weekender i den såkaldte Weekend League. Her spiller man 30 kampe i løbet af en weekend i FUT Champions, og her er Anders og to andre spillere de eneste, som i denne sæson har vundet 30 kampe seks weekender i streg. Med lidt hovedregning giver det 180 sejre og 0 nederlag.
- Der var én sidste år, der havde 255, og så tabte han. Når jeg nu har vundet 30-0 seks gange i streg, vil jeg da gerne se, hvor lang tid jeg kan gøre det, siger han om sit nuværende mål for Fifa-spillet.
Alle sejrene bliver vundet for RB Leipzig hjemme på det lille værelse i Nordjylland, hvor magien får frit løb fra fingrene ud gennem controlleren. Han har spillet for både AaB, Vendsyssel og AGF, før han i sommer på papiret tog turen til Leipzig som den bedst betalte Fifa-spiller under 16 år.
Og lige præcis det magiske tal 16 har stor betydning for det unge talent.
Ser ting i slow motion
EA Sports, der er spilfirmaet bag Fifa, dikterer, at spillerne skal være 16 år for at deltage i de store turneringer såsom verdensmesterskabet. Om 14 måneder runder han de - i Fifa-verdenen - magiske 16 år, og så får han mulighed for ansigt-til-ansigt at måle sig med verdens bedste.
Den danske landstræner i Fifa, Dennis Nordenbøl, er da heller ikke i tvivl om, at Anders, hvis han kunne stille op, ville regnes som én af favoritterne.
- Han er uden tvivl blandt verdens bedste. Hvis han var gammel nok til at deltage i turneringerne, så ville man 100 procent regne med ham i en top-3.
- Der er ikke mange, der er i tvivl om, at han derhjemmefra skal kaldes verdens bedste, siger den danske landstræner.
Anders selv vil dog ikke rigtig forholde sig til, om han kan kaldes verdens bedste eller ej.
- Jeg gider ikke tænke over at være verdens bedste, når jeg ikke engang kan være med til VM. Jeg synes først man kan 100 procent sige, at man er verdens bedste, når man har vundet VM.
Men hvad er det, der giver den 14-årige Anders fra Hjørring prædikatet som én af verdens bedste Fifa-spillere?
Tja. Det er der ikke rigtigt nogen, der ved. Selv landstræneren er stadig ved at finde frem til det.
- Vi er stadig nogen, der undrer os og prøver at finde ud af, hvad filen det er, der foregår med den unge gut, siger Dennis Nordenbøl.
- Han har et overblik og nogle tanker oveni hovedet, som jo ikke er normale. Det er det simpelthen ikke, fordi hans niveau er overdrevet i forhold til de andre gode danskere, vi har herhjemme og også i verden lige nu.
- Jeg ved ikke, om han ser ting i slow motion, eller hvad han gør. Men han tager nogle valg og ser muligheder i spillet, som man ikke når at se, før han selv ser det.
Sammenlignes med Laudrup og Messi
To fodboldspillere, som kunne og kan noget med en bold, som andre kun tør drømme om, er Michael Laudrup og Lionel Messi.
Og Dennis Nordenbøl er ikke bleg for at sammenligne Anders' Fifa-talent med de to førnævntes ditto. Altså deres talent på grønsværen.
- Du kan godt sammenligne det med Michael Laudrup. Når du sammenligner med ham, tænker du også, hvad det er, han kan, og hvor det lige kommer fra. Det er ikke noget, du kan lære, og det er fuldstændig det samme med Anders.
- Han er esportens svar på Lionel Messi. Når Messi løber med bolden, gør han jo nogle ting, som andre ikke kan eller ser. Det er bare et ubeskriveligt talent. Det er én ud af en million, siger Dennis Nordenbøl.
Sammenligningen med Messi? Ja, den ser Anders ganske rationelt på.
- Hvis man synes, jeg skal sammenlignes med Messi, så er jeg jo top-2 i verden lige nu.
Fifa-succeserne står i kø, den positive modtagelse fra klassekammeraterne mangler, og sammenligningerne med to af tidernes største fodboldspillere virker urealistisk. Summa summarum, så kigger Anders bare mest af alt frem mod en enkelt milepæl.
Sin 16 års fødselsdag.
- Ja, det er da sjovere at være med i de store turneringer, end ikke at være.