Vi danskere er måske bedst kendt for at ’sejle op ad åen’, men det forsøgte den danske verdensmester i Stand Up Paddleboard Casper Steinfath at ændre på i begyndelsen af måneden.
Tidlig morgen d. 1 februar begav han sig nemlig ud på en risikofyldt færd, hvor han skulle forsøge at krydse Skagerak på sit board.
Den 23-årige nordjyde er født og opvokset i det danske surfingmekka Klitmøller, der også er kendt under navnet Cold Hawaii. Det var herfra turen mod Norge begyndte.
Målet var Kristiansand i det sydlige Norge – hele 130 kilometer fra den nordjyske by.
- Det er en drøm jeg har haft i rigtig mange år, siden jeg var helt lille og lærte at paddlesurfe, siger Casper Steinfath.
- Det er drømmen om at komme forbi horisonten og krydse oceanet.
Ingen anden har nogensinde forsøgt sig med distancen, og mange vil måske ryste på hovedet af missionen, men Casper Steinfath vil gerne bruge turen til at sætte fokus på, at surfere faktisk ved hvad de laver.
- Noget som jeg håber inderligt er, at jeg kan være med til at skabe opmærksomhed på, at når vi surfere tager på vandet, så er vi forberedte.
- Vi tager derud vidende hvad havet, vinden og vejret vil gøre. Vi kan ikke styre elementerne, men vi kan forstå og læse dem.
Med vinden i ryggen
Det kan lyde absurd at skulle forsøge at padle stående en så lang distance. Det er dog ikke unormalt indenfor Stand Up Paddleboarding. Det kan nemlig godt lade sig gøre, hvis man har vinden i ryggen.
Det havde Casper Steinfath også det første lange stykke tid af sin færd, men på det sidste stykke mødte han modvind. Efter allerede at have padlet i mere end et halvt døgn begyndte modvinden at tære på kræfterne.
Kun fjorten kilometer fra målet måtte han sige stop. Efter 16 timer og 20 minutter var kræfterne brudt op. Skagerak vandt den første kamp med den unge nordjyde, men der skal mere til at slå ham ud:
- Jeg havde en drøm, og den drøm var at padle til Norge. Den drøm lever stadig, den er ikke forsvundet. En drøm bliver ikke altid realiseret i første forsøg.
Det bliver ikke sidste gang Casper Steinfath tager kamp op mod de skandinaviske elementer. Hvis forholdene er gode til november er planen, at han vil forsøge sig igen.
- Hvis jeg har lært en ting af det her, er det, at jeg vil fortsætte med at drømme. Det skal man gøre hele livet, og det vil jeg fortsætte med til den dag, jeg ikke er her mere.
Se hvordan forberedelserne og turen forløb i videoen over artiklen.