Efter livsfarlig generalprøve drager Emma nu mod rekordforsøg på Mount Everest

Emma Østergaard rejser tirsdag mod Nepal for at blive den yngste danske kvinde til at bestige verdens højeste bjerg, Mount Everest.

Emma Østergaard på vej op ad Mont Blanc. I de kommende uger skal den danske bjergbestiger forsøge at nå toppen af Mount Everest. (Foto: © Jakob Urth / Urth Adventures)

De mytiske 8.848 meter.

Tirsdag er danske Emma Østergaard taget afsted mod Nepal, hvor den 26-årige bjergbestiger sammen med makkeren Jakob Urth skal forsøge at nå toppen af Mount Everest - som den yngste danske kvinde nogensinde.

Men hvis hun skal udpege én vigtig erfaring, hun har gjort sig i forberedelserne til Mount Everest, så er det ikke at blive forblændet af målet om at ramme toppen. At få topfeber, som det hedder i klatrekredse.

- Jeg har lyst til at sige, at topfeberen kan være dødelig, for når vi når toppen, så er vi kun halvvejs. Mange gange sker ulykken på vej ned, fordi man får den her, ’jeg skal op, der er ingen anden udvej’-følelse, fortæller Emma Østergaard i dagens udgave af DR Sportens daglige podcastserie, Tyvstart.

- Så vi plejer at sige, at det er valgfrit at nå toppen, men det er obligatorisk at komme ned igen. Det er vildt vigtigt, at man kan tage den beslutning. Noget af det sejeste inden for bjergbestigning er at tage den fornuftige beslutning og vende om.

Hør Emma fortælle mere om at nå toppen af verden i dagens afsnit af DR Sportens podcast, Tyvstart:

Kriller i maven

Når man bevæger sig op i sådanne højder, er det forbundet med fare. Særligt når man kommer op over de 8.000 meter i "dødszonen", som den bliver kaldt.

- Jeg gør ikke det her for at sætte mit liv på spil. Jeg gør det på grund af en vanvittig passion, en energi og et drive for bjergene og i bjergene. Det er en lykkefølelse, jeg får. Bare at fortælle om det giver kriller i maven og brystet, siger Emma Østergaard.

Emma Østergaard med udsigt over Alperne. (Foto: © Emma Østergaard / Emma’s Everest)
Emma Østergaard med udsigt over Alperne. (Foto: © Emma Østergaard / Emma’s Everest)

Langt hen ad vejen er bjergbestigningen for Emma Østergaard et spørgsmål om at søge en fysisk udfordring, men når man kommer op i bjergene over de 8.000 meter, som der kun er 14 af, tager nysgerrigheden om den mentale styrke over, fortæller hun.

- Fysikken er noget, vi alle sammen kan træne os op til, men den tager os kun til en vis grad. Egentlig kan vi præstere meget mere, end vi tror, og det er der, mentaliteten slår ind, siger Emma Østergaard.

Ekspeditionen på verdens højeste bjerg kommer til at tage omkring to og en halv måned, og i den periode kommer Emma Østergaard til at presse sin krop og samtidig udforske, hvad hun og menneskekroppen er i stand til i de høje luftlag.

- Det er det, jeg synes, er så vildt fascinerende.

Livsfarlig generalprøve

Forud for turen har Emma Østergaard været på en række ekspeditioner for at vænne krop og hoved til de højder, der venter på Mount Everest.

Seneste ekspedition, generalprøven, foregik også i Nepal i september på verdens ottendehøjeste bjerg, Manaslu. Her skulle Emma Østergaard og makker Jakob Urth have været oppe over de 8.000 meter, men på grund af vejrforholdene gik ekspeditionen ikke som planlagt.

Sneen og vinden på Manaslu medførte fatale konsekvenser. (Foto: © Jakob Urth / Urth Adventures)

Snevejret på bjerget havde resulteret i flere laviner, som kostede menneskeliv, og derfor var det hverken sikkert at gå nedad eller opad fra den camp, som Emma Østergaard og makker Jakob Urth var i.

- Samtidig kommer der en ny vejrfront, der lover endnu mere sne og mere vind om halvandet døgn. Det vil sige, at spørgsmålet er vitterligt om liv eller død på dette tidspunkt, mens vi er i camp tre.

Siddende i teltet prøver Emma Østergaard for første gang at være bange i sin tid som bjergbestiger, og inden længe lyder meldingen, at bjerget lukker ned. Ingen opstigninger må fortsætte, da det er for farligt.

- På den måde var det en beslutning, der blev taget for os, samtidig med at vi selvfølgelig selv erkender, at det er realiteten.

I videoen herunder kan du se den opdatering, Emma Østergaard gav fra camp tre.

Dagen efter begynder Emma Østergaard og Jakob Urth turen ned gennem lavineområdet, hvor en sherpa (lokal nepalesisk guide, red.) var forsvundet.

- Så snart jeg går afsted, har tasken på ryggen, isøksen i hånden, og vi clipper os i rebet, så er det et mode, jeg går ind i. Et bjergbestiger-mode. Det er vildt nødvendigt.

- Det lyder måske egoistisk, når man hører det udefra, men man bliver nødt til at fokusere på sig selv, fordi ellers kan det være, at det er mig, der ligger nede i den spalte eller bliver dækket af en lavine.

Turen ned gennem det farlige område på Manaslu bekræftede Emma Østergaard i hendes evner som bjergbestiger og samarbejdet med makkeren.

- Det lyder virkelig vildt at sige, med de mulige konsekvenser in mente, men hvis vi isolerer selve bjergbestigningsdelen, så er det lige præcis det, jeg elsker. At arbejde hurtigt, effektivt og mærke, hvor stærk jeg var. I det moment, hvor det virkelig gjaldt, der kunne vi virkelig bevise, hvor stærke vi var sammen, Jakob og jeg.

Makkeren Jakob Urth er en erfaren bjergbestiger, der har arbejdet som rejseguide og ekspeditionsleder i en årrække. (Foto: © Emma Østergaard / Emma’s Everest)
Makkeren Jakob Urth er en erfaren bjergbestiger, der har arbejdet som rejseguide og ekspeditionsleder i en årrække. (Foto: © Emma Østergaard / Emma’s Everest)

- Jeg tager den erfaring med mig, og jeg tror på, at jeg har fået den erfaring, jeg skal bruge på Mount Everest.

Så hvis du ikke når toppen på Mount Everest, hvad så?

- Jeg hader det spørgsmål, siger Emma Østergaard og griner.

- Hvis jeg ikke kommer på toppen, så må jeg prøve igen. Manaslu venter jo også. Heldigvis er det sådan med bjergene, at de bliver stående.

- Jeg når selvfølgelig toppen, men hvis ikke, så når jeg det på et andet tidspunkt.