- Skulle det ske, at Jared Gordon kommer farende med bål og brand, så kan det da godt være, at der ryger en næve fra Falster ind i mixet, siger Mark O. Madsen.
Den danske MMA-kæmper, der er på kontrakt hos kampsportgiganten UFC, har brugt de seneste dage på New Yorks ikoniske Times Square.
Lidt længere nede ad gaden ligger mytiske Madison Square Garden, hvor han sent lørdag aften dansk tid kæmper for at holde karrieren i live.
Ugen er gået med at tale med pressen, komme ned i vægt og sørge for, at intet er overladt til tilfældighederne. Det hårde arbejde er overstået, kun tre runder á fem minutter adskiller falstringen fra en ny opblomstring i UFC, som han tilbage i 2019 skrev kontrakt med.
I Tyvstart kan du høre Mark O. Madsen fortælle om den massive modgang, som han og familien har mødt de seneste år, mens han har kæmpet for karrieren.
For selv om den 39-årige dansker i sin tid hos UFC har vundet fire ud af fem kampe, så har det seneste års fravær fra buret ikke gjort meget for danskerens aktie.
I UFC handler det ikke bare om at være den bedste, når klokken lyder. Det handler i lige så høj grad om at sælge sig selv, skrue op for sine værste sider, hvis det er nødvendigt, og det har falstringen haft svært ved at forløse.
- Det her er et cirkus, og jeg har kæmpet rigtig meget med den her del af sporten, som hedder showmanship. Det ligger ikke naturligt til mig at stille mig op og råbe og skrige, eller i øvrigt have så meget kant, som nogle af de her kæmpere i UFC har.
- Det har været en af de helt store udfordringer at finde ud af, hvordan vi lige gør det. Jeg synes, vi er landet et sted, hvor jeg er kommet tilbage til det, jeg er god til. At holde fokus på sporten og så give den gas, siger Mark O. Madsen.
Bliver nødt til at 'bøffe' Gordon
Det er her, at næven fra Falster kommer ind i ligningen.
Lørdagens modstander, Jared Gordon, har en markant anden tilgang til begrebet showmanship, og det er derfor, at den latente trussel hang i luften forud for en presseseance med begge.
Det forløb nu så fredeligt, som den slags kan, men for Mark O. Madsen handler det om at sende et signal til både sin modstander og UFC.
For hvis ikke han vinder lørdag aften, så begynder vejen til toppen at se mere end kringlet ud.
- En sejr er helt afgørende. Simpelthen. Jeg har fire sejre og et nederlag, men der er ikke noget, der er sikkert i et forbund som UFC. Jeg skal gå ind og levere det allerbedste, jeg kan.
- Jeg skal bøffe Jared Gordon og vise, at jeg fortsat er en kæmper, som man kan regne med i forhold til de helt store kampe, siger Mark O. Madsen.
Historiens vingesus
I New York har Mark O. Madsen selskab af sin kone Maria, der for første gang i lang tid føler sig frisk nok til at rejse.
Tilbage i 2020 blev hun diagnosticeret med sclerose, men på trods af det rejste familien til Arizona, byggede et nyt liv op omkring Mark O. Madsens ambitioner i buret, inden det blev uholdbart på grund af sygdommen.
Derfor kan det godt føles en smule surrealistisk, familiens massive udfordringer med sygdom og alvorlige skader taget i betragtning, at familien nu holder hof i centrum af New York, mens en kamp i en af verdens mest ikoniske bygninger venter.
- Det er først, når man stempler ind, at det begynder at gå op for en, hvor stort det er. Her er et tempo og et virvar, så man skal lige nive sig selv i armen.
- Jeg indstillede min brydekarriere i 2018 for at gå efter guld og grønne skove i MMA, og nu står vi lige pludselig i New York. Det er virkelig historiens vingesus med kampe som Muhammad Ali mod Joe Frazier. Det er helt vildt, og jeg glæder mig, siger Mark O. Madsen.
Det er præcis et år siden, at han sidst forlod oktagonen. Dengang måtte han for første gang i karrieren forlade buret som taber, og selv om den slags gør ondt, så overvejer Mark O. Madsen ikke at sige tak for nu, hvis det skulle ske igen.
- I sportens verden er det altid en mulighed at give op. Man kan altid pakke tasken og gå i bad, men jeg har aldrig brudt mig om at tage den lette løsning.
- Jeg nyder, at vi er nået så langt, og jeg tror stadig, at det bedste venter forude. Jeg har ting, som jeg skal og kan opnå i det her, så jeg er fuld af optimisme.
Kampen mellem Mark O. Madsen og Jared Gordon kan ses på Viaplay. Kampen forventes at gå i gang omkring midnat dansk tid.