Det er langt fra hver dag, at man ser store danske præstationer på verdens største atletikbaner, men i går overraskede Sara Slott Petersen alt og alle i 400 meter hæk ved Diamond League, hvor hun ikke bare blev nummer to, men også satte ny nordisk rekord.
- Saras tid og nordiske rekord er helt klart en af dem, som ligger aller øverst på den danske rangliste over resultater gennem tiderne. En tredjeplads i verden og nummer to i Europa på nuværende tidspunkt, siger Lars Nielsen, der er tidligere cheftræner i Dansk Atletikforbund.
- Hun ligger nummer 52 af alle præstationer gennem tiderne i verden, og det er faktisk kun Wilson Kipketer og Joachim B. Olsen, der er bedre end det, siger Lars Nielsen.
Stor overraskelse
Den seneste tid har været rigtig god for Sara Slott Petersen, der næsten dagligt har sat ny dansk rekord på distancen. I går slog hun den danske rekord med otte tiendedele, hvilket er en ekstrem præstation.
- Sara har haft en opadgående formkurve, og sammen med sin træner Mikkel har de gjort et fantastisk arbejde, efter hun er kommet tilbage fra graviditet. Sara har altid været rigtig god, når hun skulle præstere på de store scener, men at løbe 53.99 kommer bag på alle.
Det lover derfor godt for danskeren i forhold til de kommende store mesterskaber og ikke mindst OL næste år i Rio de Janeiro.