- Velkommen til min legetøjs-verden. Hvem kommer ud for at lege?
Han står i forgrunden på det billede, der følger med ovenstående tekst på Twitter. Men det er dét, som er baggrunden der er billedets reelle dagsorden: At vise sin rigdom. En flåde af biler til en samlet værdi af 60 mio. kr. og et 312 mio. kr. dyrt privatfly. Floyd Mayweather er verdensmester i weltervægt, han er verdensmester i penge, verdensmester i kunsten at prale. Han har sågar selv fundet på sit øgenavn, Money Mayweather.
Og han bliver rigere lørdag nat. Når”Fight of the Century” bokses i Las Vegas. Når han træder op i ringen mod Manny Pacquiao på MGM Grand Garden Arena i spillebyen, og når han bokser sit livs kamp, er det ikke bare ikke bare de tre weltervægts-bælter, der står på spil. Det er også historiens mest indbringende kamp. Den forventede tv-indtægt er 2, 8 mia. kr., og Mayweather forventes at indkassere lidt over én mia. kr., hvilket vil gøre, at han slår Tiger Woods’ rekord for størst indtjening af en idrætsudøver på et enkelt år.
Han indkasserer uden blusel. Uden anger, uden skam, uden respekt. For nylig lagde han afstand til, at ”Den Største” vitterligt skulle være den største i boksehistorien.
- Ingen kan få mig til at tro at Sugar Ray Robinson eller Muhammad Ali var bedre end mig. Ingen kan hjernevaske mig til at sige det. Men én ting vil jeg gøre: tage hatten af for, at de banede vejen for én som mig, sagde Mayweather.
En salig munk
Det er udtalelser som denne og den vulgære opvisning af rigdom, der har svøbt kampen lørdag ind i en dualisme; lys mod mørke, helt mod skurk - Manny Pacquiao mod Floyd Mayweather. Ikke fordi Pacquiao er den reneste engel, men udadtil fremstår han alligevel som en salig munk i forhold til sin modstander.
Pacquiao er nationalhelt blandt Filippinernes 90 mio. store befolkning, han er ”folkets helt”, kæmpede sig op fra lutter armod, en genfødt kristen, filantrop, filmskuespiller og et ansvarsfuldt parlamentsmedlem. Eneste pletter er en skattegæld og et påstået sidespring. Men han og hans kone ankom sammen med deres børn til Las Vegas i en stor RW, mens han selv havde betalt for såkaldte Pacquiao-busser fyldt med fans og præster fra overalt i USA. Busser, der blev fulgt af hærskarer af filippinske motorcykel-klubber.
- Mit liv, inden jeg blev bokser, bestod af, at jeg sov i gaderne arbejdede og var sulten. Jeg kan ikke tro andet, end at gud har hjulpet sig til at få det liv, jeg har i dag. Vores mål på lørdag er, at fansene skal få en god oplevelse, siger Manny Pacquiao
I det andet ringhjørne har vi 37-årige Mayweather, der har rejst sig fra asken fra forældrenes ødelæggende narkomisbrug, og som flasher bevidst og farverigt med sin baggrund og sin rigdom. Og så er han blevet arresteret syv gange for vold mod fem forskellige kvinder. I 2012 blev han idømt 90 dages fængsel for vold mod moderen til tre af hans børn, Josie Harris. Han har kastet med 100 dollar-sedler en masse på en stripklub og kastet penge ned i en swimmingpool for at se folk svømme ud efter dem.
- Jeg hører, at Los Angeles’ trafik er en frygtelig. Men det ved jeg ikke noget om. I kan fange mig siddende i min Sikorsky S-76 helikopter, har Mayweather tweetet, mens han samtidig har postet billeder af ham selv liggende på en seng begravet af hundreder tusinder af dollars.
Ingen Mike Tyson
Det kan være derfor Floyd Mayweather ikke er et universelt ikon som eksempelvis Mike Tyson var det og måske årsagen til, at han bliver kaldt sportsverdenens mindst elskelige mand af Sports Illustrated. Hans boksestil kan være en anden grund. Mens Pacquiaos kampe kan være blodige knock out-affærer, så er Mayweather et studie i defensiv boksning. Han udmarver sin modstandere, slider med op, langsomt og roligt, gør sig svær at ramme og overvinder dem med klogskab og taktisk intelligens. En slags blid modsætning til hans slagkraftige privatliv. En modsætning, der dog aftvinger respekt blandt boksekendere, der kalder ham alt fra et geni med boksehandsker til den bedste pund-for-pund-bokser nogensinde.
Han resultater taler også for sig selv: Han vandt sin første titel i 1998, har været verdensmester i 17 år og har vundet over 20 andre titelholdere. Han har vundet titler i fem forskellige vægtklasser og har vundet 47 ud af 47 kampe hvoraf de 26 har været på knock out. Men kritikerne har haft spidset sablerne i forhold til de modstandere, han har bokset mod. De har enten været for dårlige, for unge, for langsomme, for gamle osv.
- Dette er Mayweathers forbandelse og Mayweathers modsætning. Mayweather har aldrig tabt aldrig. Men han aldrig kunnet vinde, som Greg Bishop, bokseeskpert fra Sports Illustrated siger.
Derfor er kampen i lørdag nat ikke blot en kamp om penge, men i den grad en kamp om Floyd Mayweathers renommé. Hvilken boksearv han træder ud af ringen med.
- Han er et offer for sine egne præstationer. Det er mærkeligt at tale om, men det er tvivl som disse, Mayweather møder. Denne kamp giver ham en mulighed at lukke munden på kritikerne og fjerne al tvivl omkring, hvor han rangerer i sportshistorien, siger Stephen Espinoza, leder af Showtimes sportsafdeling.
Den største kamp
Selv er Floyd Mayweather ikke i tvivl om kampens storhed.
- Dette er den største boksekamp i historien. Jeg er velsignet over at kunne være med til dette historiske øjeblik, har Mayweather sagt, mens Pacquiao er enig i kampens betydning.
- Jeg er rolig og klar. Dette er nok den største kamp for mig. Det motiverer mig, at jeg bliver set som underdog. Jeg elsker det, sagde Pacquiao ved indvejningen, der fandt af sted natten til torsdag, og som foregik i så god ro og orden at Mike Tyson sagde, at ”de er alt for gode ved hinanden”.
Men ikke alt foregik i ro og orden. Udenfor hotellet i Las Vegas demonstrerede feministiske grupper, som ikke vil sidde klistret til skærmen lørdag nat. Feminister har været fremme verbalt knock out’et Mayweather på grund af hans historie med vold mod kvinder. Melissa Jacobs er klummeskribent på The Guardian, og hun er ikke i tvivl.
- Jeg skal ikke se Mayweather- Pacquiao lørdag nat. Mens jeg gerne vil se ham tabe, vil idéen om at se hans ansigt, høre ham tale og observere hans ophøjethed få mig til at brække mig. Så jeg vil finde på noget bedre at lave lørdag nat.