Danske investeringer i eliteidræt sakker bagud

Mens andre lande pumper penge i elitesporten, er den danske støtte stagnerende. Det bekymrer Team Danmark.

Selv om OL-medaljer ikke kan købes for penge, så er der alligevel en sammenhæng mellem investeringer i elitesport og vundne internationale mesterskaber.

Og derfor er Team Danmark bekymret over den såkaldte Spliss-undersøgelse, der sammenligner 15 landes vilkår og resultater i idrættens verden.

Den viser nemlig, at Danmark sammen med Portugal og Spanien er de eneste lande i undersøgelsen, hvor staten nu lægger mindre i støtte, end man gjorde i 2001.

- Vi gør det rigtigt godt herhjemme, men når vores internationale konkurrenter investerer kraftigt, så bliver vi overhalet, siger Team Danmark-formand Frank Jensen, der kalder Danmark for et økonomisk lilleputland på sportsfronten.

Det er kan være problematisk ifølge undersøgelsens konklusioner, fordi finansieringen er den vigtigste faktor, når det gælder om at skabe fremgang i international sport.

Når det alligevel er lykkedes for danske atleter at levere gode resultater de senere år, skyldes det i høj grad en effektiv organisering af elitearbejdet og dygtigt talentarbejde.

Spliss-undersøgelsen dækker perioden frem til 2012 og omfatter ud over Danmark lande som Belgien, Holland, Frankrig, Brasilien, Canada og Japan.

Det er Idrættens Analyseinstitut, der har stået for den danske del af projektet.

/ritzau/