37 ud af 77 medaljer siden 2006. Så mange medaljer kan Danmark takke de nu ekskluderede landsholdsspillere Mathias Boe, Carsten Mogensen, Christinna Pedersen, Joachim Fischer og Kamilla Rytter Juhl for. Det fremgår af tal fra Team Danmarks hjemmeside.
Det svarer til 48 procent af den samlede medaljehøst gennem de seneste 9 år, hvor førnævnte altså enten har vundet medaljen, eller været en del af det hold, der vandt medaljen.
Nedjusterede VM-målsætning
Spillerne, der er blevet ekskluderet efter en sponsorkonflikt, har således været bærende for dansk badminton i internationalt regi gennem knapt et årti.
Og Badminton Danmark lader da også til at erkende, at det er fem af deres stærkste kort, der ikke længere er på bordet.
Tidligere i dag offentliggjorde de nemlig en nedjusteret målsætning for Sudirman Cup, som er VM for blandede hold.
Oprindeligt var målsætningen en medalje, men nu er den i stedet nedjusteret til blot at gå videre fra gruppespillet.