Johnny Weltz var en af de danske cykelryttere, der i midten af halvfemserne lå og konkurrerede med Bjarne Riis, Brian Holm og Jesper Skibby. Og mens hans landsmænd i forskelligt omfang brugte doping til at få fart i cyklen, så ærgrer den tidligere ONCE-rytter sig i dag over, at han blev snydt for topplaceringer på bekostning af dopingsnyderne.
- Der er ingen tvivl om, at jeg kunne haft bedre resultater, hvis ikke mine konkurrenter havde snydt, siger Johnny Weltz, der trods alt kan se tilbage på en karriere med etapesejre i såvel Tour de France som Vuelta Espana.
- Helt fra min juniortid har jeg været en talentfuld cykelrytter og har gjort det godt. Sidenhen så jeg de andre ryttere sole sig i de gyldne år, mens jeg selv var tilskuer. Det var surt for mig dengang. I dag kan man så sige, at de betaler prisen for det, siger Weltz, der stoppede sit liv på landevejene midt i 1990'erne.
Johnny Weltz er i dag sportschef for det lille amerikanske cykelhold Team TIAA-Cref.