Den danske cykelstjerne Jonas Vingegaard er tirsdag blevet udskrevet fra hospitalet i Spanien efter sit voldsomme styrt i Baskerlandet rundt for 12 dage siden.
Det oplyser Vingegaards hold, Team Visma Lease a Bike, på det sociale medie X.
- Jeg vil gerne takke hele hospitalspersonalet for at tage sig så godt af mig, og jeg vil gerne takke alle for den moralske støtte, udtaler Vingegaard, som samtidig giver udtryk for, at opbakningen har været overvældende.
- Jeg har modtaget mange beskeder, gaver og tegninger. Hjertevarmende, siger Jonas Vingegaard.
- Nu er det tid til, at jeg skal komme mig helt.
Den dobbelte Tour de France-vinder røg en tur i asfalten under 4. etape af Basketlandet Rundt 4. april. En meget alvorlig omgang, hvor han efterfølgende blev indlagt på hospitalet i Vitoria i det nordlige Spanien.
Vingegaard brækkede kravebenet punkterede en lunge og brækkede ét eller flere ribben i processen.
Det betød også, at han i sidste uge måtte gennemgå en operation for sit brækkede kraveben.
Som følge af de skader, den forsvarende vinder af verdens hårdeste cykelløb fik i Baskerlandet Rundt, går danskeren glip af holdets højdetræningslejr i spanske Sierra Nevada i maj.
Det fortalte holdets sportschef, Merijn Zeeman, til det belgiske medie HLN i sidste uge.
- Jonas vil helt sikkert gå glip af højdetræningslejren. Hvis han tager til Touren, bliver vi nødt til at gøre det (forberedelserne, red.) på en anden måde.
- Jonas tager kun til Touren, hvis han er hundrede procent, sagde Marijn Zeeman.