VIDEO Froome finder sig ikke i mere pis – heller ikke fra eksryttere

Chris Froome forstår ikke logikken bag de urin- og mudderkast, han blev udsat for i sin Tour de France-triumf.

Da Chris Froome lod sig fejre på Champs-Élysées som vinder af Tour de France 2015 talte briten meget om respekten for den gule trøje. En respekt, han tilsyneladende ikke lod til at dele med alle løbets tilskuere.

Undervejs i løbet blev Chris Froome overhældt med urin og spyttet på, mens hans holdkammerater på Team Sky modtog slag fra tilskuere, der ikke følte, at Froomes hold var helt rent i kanten.

- Det var et svært øjeblik. At være i den situation. At få smidt urin på sig, at blive spyttet på af tilskuere, at se mine holdkammerater blive spyttet på. Det var vanvittigt, siger Chris Froome til DR Sporten, der har mødt Tour de France-vinderen forud for torsdagens endagsløb i Hadsten.

30-årige Chris Froome har svært ved at forstå logikken bag de overfald, han og hans hold blev udsat for i årets Tour de France.

- Det er den omvendte verden. Vi har intet gjort forkert. Hvis det at vinde eller at bære den gule trøje er en forbrydelse, så ja, okay, så er vi skyldige. Men vi forsøgte at gøre alt korrekt og vise folk, at sporten rent faktisk har ændret sig. Det var et stort chok for os. Det var svært for os, men det var også med til at bringe os tættere sammen som en gruppe, siger Chris Froome, der dog ikke vil skære alle tilskuerne over én kam.

- Jeg vil understrege, at det var et mindretal. Det var ikke hver eneste person, vi passerede, der kastede ting efter os. Det var et mindretal. Desværre kan få mennesker ødelægge det for alle andre.

Pressen og eksryttere bærer også et ansvar

Chris Froome var ikke kun under beskydning fra visse dele af cykelpublikummet i Frankrig. I pressen blev der også spekuleret i, om britens præstationer nu kun var baseret på hård træning.

Tidligere topryttere som eksempelvis Laurent Jalabert deltog også i spekulationerne, hvilket stadig irriterer Chris Froome.

- Som ryttere har vi et ansvar for at køre et rent løb, men jeg mener også, at pressen har et lige så stort ansvar. At omtale løbet med respekt. Folk tror på, hvad de ser på tv og læser i aviserne, og hvis du har tidligere ryttere, der siger, ’Vi ved ikke, hvad det er, vi ser her. Han er fra en anden planet og den slags.’ Det hjælper ikke på noget, siger Chris Froome, der aldrig selv er blevet testet positiv for doping, hvorfor han har svært ved at se, at han skulle være den oplagte skydeskive for dopinganklager.

- Alle vil have en ren sport, så jeg kan godt forstå de hårde reaktioner, men vi sidder i et felt, hvor der er ryttere, der er blevet testet positive for doping. De samme folk, der spytter på os, jubler over de ryttere, der er blevet testet positive. Hvad sker der for det?

Startskuddet til cykelløbet i Hadsten lyder klokken 19:30 torsdag aften.