Verdensmester skal nu satse på landevejen

Den nykårede årets cykelrytter og verdensmester Amalie Dideriksen skal nu til at satse på landevejen i stedet for banen.

Amalie Dideriksen kan nu kalde sig både verdensmester og årets cykelrytter (Foto: © Martin Sylvest, Scanpix)

Hun har bevist at hun kan køre på landevejen, men det er på banen at Amalie Dideriksen har haft størst fokus. Det viste hun blandt andet ved OL, hvor hun blev nummer fem i kvindernes omnium, og igen til DM i banecykling hvor hun gjorde rent bord.

Men nu er det sæsonen på landevej hun skal fokusere på, og det bliver noget nyt.

- Jeg skal ud og prøve kræfter med forårssæsonen på landevej. Det har jeg ikke prøvet før, så jeg skal se hvordan det passer til mig. Og så håber jeg på, at tage en sejr i løbet af sæsonen, siger hun til DR Sporten.

- Jeg bliver student til sommer og så kan jeg forhåbentlig give endnu mere tid til cyklingen og fortsætte min udvikling. Det er målet.

VM fylder igen

Og når kalenderen rammer september 2017, står der igen VM på programmet. Denne gang i Bergen i Norge, og det fylder naturligvis også hos verdensmesteren Amalie Dideriksen.

- Når man er forsvarende mester, så vil man gerne gøre det godt. Så VM kommer til at fylde en del og så skal jeg blive bedre til bakker, siger hun med henvisning til, at der kommer flere stigninger på ruten i Norge.

Indtil videre kan Amalie Dideriksen dog glæde sig over titlen som årets cykelrytter, som hun modtog i aftes.

- Det er en rigtig god følelse. Feltet har været stærkt i år, og jeg er stolt over at kunne tage prisen, siger Amalie Dideriksen.