Der var ingen tvivl om resultatet, da Amalie Dideriksen tirsdag aften smadrede feltet ved DM i omnium på Aarhus Cyklebane.
Den danske verdensmester i landevejscykling vandt alle fire discipliner i omnium og tog dermed sejren med hele 40 point ned til nummer to, Trine Schmidt.
DM-guldet i omnium er en lille revanche for Dideriksen, der forleden måtte se Camilla Møllebro Pedersen køre med danmarksmesterskabet på landevej.
Løbet lå dog også nærmest klods op af Dideriksens afsluttende eksamen i gymnasiet og dertilhørende fest, og hun havde i år nedprioriteret DM for at kunne fejre sin studenterhue med sine klassekammerater.
I mændenes omnium-finale var Frederik Rodenberg bedst. Han nappede DM-guldet foran den tidligere olympiske mester Lasse Norman Hansen.