Når VM i linjeløb i norske Bergen i dag sættes i gang, er de danske ikke herrer ikke at regne blandt favoritterne i medaljekampen.
Alligevel går de ind til løbet med en forhåbning om at sætte deres præg på sagerne og måske et par cykelsko på podiet., når afgørelsen skal findes efter 276,5 kilometer.
Det bedste bud på en dansk medaljetager er umiddelbart Michael Valgren, der da også ser frem til løbet med spænding.
- Jeg glæder mig. Det har været et stort mål hele sæsonen, så man kan godt mærke sommerfuglene komme. Bare det ikke går udover benene, siger han.
Michael Valgren er ankommet til Norge med masser af selvtillid i cykelshortsene, og han tillader sig derfor også at have høje forventninger til sin indsats på VM-ruten.
- Jeg forventer helt sikkert, at jeg skal sidde i en finale i en eller anden form, og jeg vil selvfølgelig gerne køre med om medaljer, og at vinde er hovedmålet. Så jeg regner med at sidde med, når det sjove sker, slår han fast.
Flere danske medaljebud
Han forudser, at netop hans manglende mærkat som seriøs bejler til podiepladserne kan blive hans billet dertil.
- Forhåbentlig kommer der et taktisk spil blandt de helt store favoritter, og så ”lader” de mig køre, og så bliver det hele godt, siger han og peger på Greg Van Avermaet (Belgien), Peter Sagan (Slovakiet), Michael Matthews (Australien) og Michal Kwiatkowski (Polen) som nogle af de mest oplagte navne i medaljespillet.
Skulle det ske, at Michael Valgren ikke har en dag, hvor et topresultat er en mulighed, er der andre danske muligheder.
- Valgren og Søren Kragh-Andersen får frie hænder til at arbejde i den frie finale, og så har vi Magnus Cort til en samlet spurt, hvis den situation skulle opstå, lyder landstræner Anders Lunds vurdering.
- Det er et løb, hvor man skal vente og vente og vente og så have noget til de allersidste kilometer, hvor det handler om, hvem der har sparet mest, siger han.
VM-løbet skydes i gang i dag klokken 10.05 i Bergen i Norge.