Valgren: Rarere at sidde nede bagi

Danske Michael Valgren kan mærke presset ved at køre for Tinkoff-Saxo, men accepterer vilkårene på holdet.

Michael Valgren er i fuld gang med sit første Tour de France, og i dag nyder han sin første hviledag efter holdtidskørslen i går, hvor Tinkoff-Saxo sluttede på fjerdepladsen.

- Jeg kørte et godt holdløb i går og var glad for min præstation. Det var holdet også. Det var gode tegn, og det er sådan, jeg har haft det. Jeg synes, jeg bliver bedre og bedre kørende. Det er dejligt, at det er sådan, og at man ikke bare lægger godt fra land, og så går det ned ad bakke, siger Michael Valgren efter sit livs første ni Tour-etaper.

- Jeg har egentlig tacklet det meget godt til at starte med, synes jeg. Men jeg kan godt mærke her på hviledagen, at nu bliver man lidt træt og vil gerne slappe af. Og hvis man lige kunne undgå alle aftalerne med interviews, ville det egentlig være fint nok, siger han.

En drengedrøm i opfyldelse

Den 23-årigy thybo er med i løbet for at hjælpe Alberto Contador til den samlede Tour de France-sejr, og den opgave kan godt være en ordentlig mundfuld.

- Det er jo en drengedrøm, der går i opfyldelse. At få lov at køre det som andenårs professionel, det havde jeg overhovedet ikke troet, da jeg kom til holdet. Det er fedt at være her, men jeg kan godt mærke, at der er lidt pres, når man kører med en rytter som Alberto, som kører for at vinde, siger Valgren.

- Der havde det måske været mere rart at køre for et mindre hold, hvor man kunne sidde nede bagi og slappe lidt af nogle gange. Men det er vilkårene, og det er også sådan, jeg gerne vil køre cykelløb. Så det er fedt, siger han.

Efter de første ni etaper i Tour de France ligger Michael Valgren nummer 99 i klassementet. Chris Froome fra Team Sky fører løbet med 12 sekunder, inden feltet rammer Pyrenæerne i morgen.

Se hele interviewet med Michael Valgren øverst i artiklen.