Hvis staben bag det danske banelandshold selv måtte bestemme, havde europamesterskabet i Glasgow ligget i oktober måned, som det plejer. Placeringen her i starten af august måned betyder nemlig, at det ramler sammen med PostNord Danmark Rundt. Og det har ramt danskerne på mandskabssiden, fortæller landstræner Martin Lollesgaard. Hverken Niklas Larsen, Frederik Rodenberg Madsen eller Julius Johansen, der var med ved VM tidligere på året, stiller til start.
- Det er helt utraditionelt, at det ligger på den her årstid. Og det gør, at vi har to juniorer med på holdet og en Rasmus Lund, som gør comeback og kører sit første stævne i omkring to år. Man kan selvfølgelig godt sige, at det er dårlig planlægning, men det er lidt ude af vores hænder. Vi er bare fint tilfredse med, at det nok ikke kommer til at ske igen, siger han.
Derfor stiller danskerne også til start med forholdsvis afdæmpede forventninger.
- Vi er herovre med et ungt hold og håber, at vi kan placere os et sted i nærheden af top-8 eller top-10 i holdløbet. Selvfølgelig går vi efter så gode resultater som muligt, men det handler også om at samle nogle erfaringer og point til diverse ranglister, der kan vise sig at være værdifulde senere, fortæller landstræneren, der har Casper Folsach med som det mest rutinerede kort på hånden.
Folsach var en del af det banelandshold, der vandt bronze i holdforfølgelsesløbet ved OL i Rio for to år siden.
- Folsachs rutine kan vise sig at blive rigtig vigtig. Han har været med i mange år og kan specielt i holdløbet lære rigtig meget fra sig til de unge. Så selvom vi resultatmæssigt har en rimelig afdæmpet tilgang til EM, er det virkelig et værdifuldt event i forhold til udvikling og at få erfaring med en masse starter, fortæller landstræneren.
Det danske trup tæller følgende ryttere:
- •
Casper Folsach
- •
Mathias Krigbaum
- •
Oliver Wulff
- •
Matias Malmberg
- •
Ramus Lund
Herrernes banelandshold skal første gang i aktion torsdag aften klokken 19.45 dansk tid, når der køres kvalifikation i holdforfølgelsesløb. Det kan følges på TV2 Sport.