Der er blevet sat dato på, hvornår cykelrytteren Jakob Fuglsang vender tilbage, efter at han i august brækkede kravebenet under et gadeløb i Herning.
Den danske OL-sølvvinders hold, Astana, meddeler på sin hjemmeside, at Jakob Fuglsang er udtaget til den trup, der fredag og lørdag skal køre to World Tour-endagesløb i Canada.
Fredag gælder det Grand Prix Cycliste de Québec, og lørdag stiller Astana op ved Grand Prix Cycliste de Montréal.
32-årige Jakob Fuglsang er i et kapløb med tiden for at komme i tilstrækkelig god form til at komme med til VM i Bergen, der afvikles fra 17. til 24. september.
Mændenes linjeløb på landevej køres søndag 24. september.
Danskeren har haft en begivenhedsrig sommer.
I juni vandt han det franske etapeløb Critérium du Dauphiné, og senere samme måned forlængede han sin kontrakt med Astana til udgangen af 2019.
Der var store forventninger til Jakob Fuglsang i Tour de France i juli, men danskeren måtte udgå efter et styrt.
I august vendte han tilbage i et gadeløb i Herning, men det endte med et styrt og en efterfølgende operation for et brækket kraveben.
/ritzau/