Som forsvarende U23-verdensmester i enkeltstart var forventningerne naturligvis store til Mads Würtz Schmidt, da VM mandag blev kørt i ørkenstaten Qatar. Desværre blev det kun til en skuffende 21. plads for Würtz Schmidt, mens Kasper Asgreen derimod overraskede med en flot femteplads.
- Overskriften er, at det ikke gik, som vi havde håbet med Mads Würtz, som jo var den helt store favorit til at blive verdensmester igen. Men det er selvfølgelig positivt, at Kasper Asgreen får kørt en rigtig flot enkeltstart, og får sit gennembrud på den store internationale scene, siger U23-landstræner, Anders Lund, til DR.
Mange stemmer i cykel- og sportsverdenen har kritiseret, at verdensmesterskabet skulle afholdes i Qatar, hvor temperaturen kravler helt op omkring 35 grader. Men landstræneren afviser, at det har spillet en rolle i Mads Würtz Schmidts skuffende resultat.
- Han sagde, at varmen ikke påvirkede ham i nævneværdig grad. Vi har vitterlig forberedt os godt på varmen. Han har med hjælp fra Team Danmark cyklet i varmen og forberedt sig rigtig godt. Det var egentlig ikke problemet. Kæden han taber, koster omkring 10-15 sekunder, så det er heller ikke det. Grundlæggende var der bare ikke den power og de ben, der skal til for at lave et topresultat i dag, siger Anders Lund.
Vinderen af U23-enkeltstarten blev tyske Marco Mathis. Verdensmesterskaberne i cykling fortsætter ugen ud i Qatar. Torsdag skal de danske U23-ryttere deltage i linjeløbet.