Jonas Vingegaard bør slikke sig om munden, når han ser næste års Tour de France-rute.
I hvert fald hvis man spørger danskerens sportsdirektør på Visma Lease a Bike-holdet, Grischa Niermann.
Tour de France-ruten i 2025, som blev offentliggjort tirsdag i Paris, byder nemlig på flere store, velkendte stigninger som Hautacam, Mont Ventoux og Col de la Loze.
Bjerge, som danskeren har gode minder fra, fortæller sportsdirektøren.
- Selvom det ikke betyder noget på forhånd, giver det et lille mentalt boost. Med næsten 55.000 meter klatring bliver dette endnu en tur for klatrerne, hvor de fleste af stigningerne er lagt i anden og tredje uge. Når det er sagt, er den første uge på ingen måde let – det er touren aldrig. Denne rute er en, der helt sikkert appellerer til os hos Team Visma Lease a Bike, siger Grischa Niermann til holdets hjemmeside.
Det var på stigningen Mont Ventoux, Jonas Vingegaard første gang satte sin helt store rival, Tadej Pogacar, under Tour de France i 2021. Et år senere, på bjerget Hautacam og iført den gule trøje, satte den danske cykelrytter igen sin direkte konkurrent, kørte først over målstregen og triumferede suverænt.
Og i 2023-udgaven af Tour de France afgjorde Jonas Vingegaard endegyldigt kampen om den gule trøje på Col de la Loze, hvor hans slovenske konkurrent kom i mål næsten seks minutter efter danskeren.
Derfor tror sportsdirektøren også, at hans danske kaptajns smilebånd har været trukket godt ud forbi kindbenene, da ruten blev præsenteret.
- Jonas Vingegaard kunne ikke være her (til præsentationen, red.), men jeg forestiller mig, at han er glad for ruten, lyder det fra sportsdirektøren.
Du kan se et lille udpluk af etapeprofilerne for næste års Tour de France herunder:
Ruten passer til Vingegaard, men...
Også DR Sportens cykelkommentator Tobias Hansen mener, at Tour-ruten ligger godt til Jonas Vingegaard.
Men det bliver ingen nem opgave - heller ikke selvom den 27-årige cykelrytter skulle finde vej tilbage til den topform, han havde under Tour de France-triumfen i 2023.
- Jeg synes, at ruten passer Vingegaard godt, fordi kongeetapen ligger på 18. etape, som har 5.000 højdemeter og slutter på toppen af Col de la Loze, hvor Vingegaard har gode erfaringer.
- Det er i tredje uge, at Vingegaard traditionelt har været bedre end Pogacar til at restituere. Det store spørgsmål er bare, om den tese stadig holder. Det så vi i hvert fald ikke i dette års Tour de France. Hvis de begge kommer i topform, så kan det blive rigtig tæt, selvom Pogacar har været modbydelig i år, siger Tobias Hansen.
Jonas Vingegaard løbsprogram for 2025 er endnu ikke blevet offentliggjort, men han har selv indikeret, at han regner med at komme tilbage til næste års udgave af verdens største cykelløb.
Tour de France begynder lørdag den 5. juli og slutter søndag d. 27.