VIDEO Pantano spurter fra Majka og vinder 15. etape

15. etape er præget af udbrud og flot kørsel i front.

En ualmindeligt bjergrig etape ender med en spurt mellem Rafal Majka og Jarlinson Pantana.

Her er Pantana klart bedst og vinder 15. etape blandt andet efter et par meget flotte nedkørsler. Det er Pantanas første etapesejr i Tour de France.

Rafal Majka er til gengæld godt kørende på samtlige stigninger og sikrer den prikkede bjergtrøje.

Der er ikke de store ændringer i det samlede klassement, hvor Froome stadig er klart i gult.

Majka slipper væk med Zakarin

Efter en hel stribe mislykkedes udbrudsforsøg på etapens første kilometer er Rafal Majka den første, der lykkedes med at slippe af sted fra feltet. Han får Ilnur Zakarin med sig, og de to krydser den første af seks kategoriserede stigninger som de første.

Rafal Majka er først over toppen og scorer 10 point til bjergkonkurrencen. Dermed er han faktisk kun tre point fra bjergtrøjen, som virker til at være Majkas fokus på dagens etape.

Kæmpe forspring

Efter Col du Berthiand får Majka og Zakarin selskab af 28 andre ryttere. Heriblandt Tom Dumoulin og Vincenzo Nibali.

De 30 ryttere oparbejder et forspring på fem minutter, da de krydser Col du Sappel, og lidt senere på ruten er der endnu længere ned til feltet.

Serge Pauwels krydser stregen lige før Majka, der på kategori 3-stigningen henter flere point til bjergkonkurrencen, som han nu fører.

Et udskilningsløb

På vej mod dagens største udfordring, Grand Colombier - der er uden for kategori, begynder et udskilningsløb i udbruddet. Der er mere end otte minutter ned til feltet, da tempospecialisten Tom Dumoulin forsøger sig på egen hånd. Det lykkedes ikke helt, han har nemlig Vincenzo Nibali, Jarlinson Pantano og Domenico Pozzovivo med sig, da de tager hul på stigningen.

Disse fire bliver indhentet af det oprindelige udbrud, der er blevet en del mindre, som du kan se i videoen herover. Cirka 10 mand sidder i front, da Ilnur Zakarin og Rafal Majka angriber. Det bringer Majka først op over Grand Colombier, hvilket blot gør ham endnu mere sikker på at erobre den prikkede bjergtrøje.

Mens de to forreste er på vej mod toppen angriber Alaphilippe og Pantano, som kommer op til de forreste på den efterfølgende nedkørsel. Her bliver Zakarin dog sat af, så Majka, Alaphilippe og Pantano er alene i front på stykket mellem Grand Colombier og dagens sidste stigning, Lacets du Colombier.

Alaphilippe i problemer

15. etape rummer på dette tidspunkt næsten alt, hvad et cykelhjerte begærer. Det eneste vi mangler er vel aktivitet omkring den gule trøje - og så en tilfældighed, der skaber dramatik.

Førstnævnte må vi desværre vente på, men tilfældig dramatik får vi for alle pengene, da Julian Alaphilippe har kørt sig alene i front. Franskmanden fra Brian Holms Etixx-Quick Step står nemlig lige pludselig i vejsiden efter et uheld af den ene eller anden art.

Og så er det altså med at få fart på! Julian Alaphilippe brager af sted for at få kontakt til Majka og Pantano, men de to kører alligevel først ind over målstregen - i første omgang. Rytterne skal nemlig lige op ad Colombier fra en anden side, og derfor mangler der stadig 24 kilometer da der ringes med klokken.

Majka stikker af

På vej op ad Colombier for anden gang prøver Rafal Majka lykken. Han kører fra Pantano, der simpelthen ikke kan følge med. Derfor kører Majka alene over toppen og sikrer den prikkede bjergtrøje.

Rafal Majka har 22 sekunder ned til Pantano, der for en stund har fået selskab af Reichenbach. Men så snart de to runder toppen, så hamrer Pantano af sted. Godt nok er Majka nødt til at bremse hårdt op i et sving, han virker til at komme for hurtigt ind i, men Pantano henter alligevel de 22 sekunder på utrolig kort tid.

Derfor er de to ryttere isoleret i front med fem kilometer igen, og alt tyder på, at de to skal køre om etapesejren.

Sådan bliver det også, som du måske allerede har set i artiklens øverste klip. Jarlinson Pantana slår Rafal Majka og vinder 15. etape i Tour de France.