VIDEO Brian Holm om uovervindelige Kittel: Vi vil altid have mere, mere, mere

Marcel Kittel og Quick-Step Floors er langt fra mætte efter fire etapesejre i Tour de France.

Mere end halvdelen af Tour de France mangler stadig, og derfor er det mere end sandsynligt, at Marcel Kittel ikke har hentet sin sidste etapesejr i årets Tour.

Og spørger man tyskerens sportsdirektør, så er der slet ikke noget tegn på mæthed.

- Vi vil altid have mere, mere, mere, mere, siger Brian Holm.

Og sådan som massespurterne har udviklet sig i år, så er det svært at se, hvem der skal slå Marcel Kittel. Brian Holm mener også, at det har en effekt på konkurrenterne, at det bliver ved med at tabe.

- Jeg tror, at de er knækket nu. De har fået et par mentale gok i nødden nu, og det lover så godt for i morgen, kan man sige, selvom det nok er lidt mere åbent, siger den danske sportsdirektør.

Tirsdagens etape var en meget nem sag, men Brian Holm forventer ikke, at etapen i morgen til Pau bliver helt lige så nem.

- Det kan godt gå hen og blive en lidt mere underholdende etape, fordi de har lovet lidt mere sidevind, så det kan faktisk gå hen og blive spændende, men det er vinden, der afgør det, forklarer Brian Holm.

Kittel fører også kampen om pointtrøjen med næsten 100 point ned til Michael Matthews på andenpladsen.