Der blev sat en fed streg under Chris Froomes favoritrolle i årets Tour de France, da briten i dag stak fra alle konkurrenter og vandt 10. etapes bjergafslutning.
Først røg Vincenzo Nibali, siden Alberto Contador, og til sidst måtte Nairo Quintana også slippe, da Froome selv gik i angreb.
- I dag var en virkelig vigtig etape. Det var den første bjergafslutning og første virkelige syn på, hvor folk er. Det var et stort mål for os. Det var ret specielt på ruten, at vi sad bag Moviestar og kunne høre, at store navne faldt fra, siger Chris Froome.
- Jeg vendte mig mod gutterne og sagde: ’Kom så, lad os presse på. Det lyder til, at folk kæmper.’ Gutterne gjorde et fantastisk stykke arbejde, og jeg formåede at afslutte det. Så det er jeg meget, meget tilfreds med.
Stor ros til Ritchie Porte
I det hele taget viste Team Sky uhyggelig styrke på dagens etape, hvor hele tre ryttere fra det britiske hold sluttede i top-seks.
Ikke mindst imponerede løjtnanten Richie Porte, der kommer over målstregen som nummer to.
-Det var fantastisk, og det viser Richies kampgejst. Han gjorde et stort stykke arbejde for mig og holdt stadig sig selv inde i løbet.
- Han blev siddende hos Quintana, som ikke er nemt, kan jeg garantere, og han kom forbi og fik bonussekunder. Richie har været der for mig gennem hele min karriere, og han skuffede bestemt ikke i dag, siger Froome.
Med dagens stensikre sejr er Chris Froome nu 2’52’’ foran nummer to, Tejay Van Garderen. Alberto Contador er 4’04’’ efter på sjettepladsen, mens Vincenzo Nibali kun akkurat er i top-10 - nu hele 6’57’’ efter Froome.