Lørdagens enkeltstart havde ikke nogen betydning for Magnus Cort, der bare skulle spare sig mest muligt forud for søndagens spurt på Champs-Élysées.
Det kunne også ses på en anden måde end bare hans tid på enkeltstarten, fordi i stedet for de normale cykelbriller, så valgte den hurtige dansker at køre de 31 kilometer med almindelige solbriller.
- Det var Valgren, der mente, at jeg skulle køre enkeltstarten med dem, fordi jeg havde dem på, da jeg varmede op. Jeg tænkte, at det kunne jeg godt. Jakob (Fuglsang, red.) var ikke helt enig, men nu har jeg kørt med dem, forklarer han.
- Det har måske lige kostet ti sekunder, men jeg tror, at jeg klarer det alligevel, lyder det fra Magnus Cort.
Magnus Cort kørte enkeltstarten knap seks minutter langsommere end etapevinderen Tom Dumoulin. Det var nok til en plads som nummer 109 på etapen.