Der var egentlig lagt op til en stille og rolig sprinteretape, men vind og vejr ville det anderledes, så 5. etape bød alligevel på en del dramatik, hvor adskillige ryttere undervejs røg en tur i asfalten.
Danske Michael Valgren tog flere føringer undervejs for Tinkoff-Saxo, og var meget bevidst om ikke at tage chancer.
- Vi var meget opmærksomme. Personligt var jeg aldrig længere nede end en position som nummer 30. Kun en enkelt gang for at hente dunke. Vi var hele tiden beredt på, hvis der skulle komme noget sidevind. Vi gjorde det meget godt på holdet, siger Michael Valgren om 5. etape, der blev vundet af tyske André Greipel.
- Selve farten var langsomt, men der var meget modvind, så det var megahårdt at sidde og føre. Selvom det ikke ser sådan ud på tv, så sidder man og kører 400 watt eller sådan noget. Det er ikke nemt, så det gjorde lidt ondt i benene, siger Michael Valgren, der trods det gode arbejde måtte se holdkammerat Peter Sagan blive henvist til andenpladsen af Lottos André Greipel i den afsluttende spurt.
- Det er ærgerligt. Vi vil gerne have en sejr snart, men Sagan er jo ikke en decideret sprinter, så det synes jeg kun, at vi kan være tilfredse med.
Torsdag byder Tour de France på en tur langs den franske vestkyst, så Valgren og kompagni skal igen tage sig i agt for kraftig vind, der kan sprede uro i feltet.
- Det var kaos og stress hele vejen. Vi må se, hvad der sker i morgen. Det er nok bare Touren. Der sker noget hver dag.