Valgren: Har ikke niveauet

Michael Valgren var fire minutter fra tidsgrænsen på 12. etape.

Michael Valgren var aldrig nervøs for ikke at kunne klare tidsgrænsen på 12.etape. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

Michael Valgren havde en svær dag på 12.etape, sidste dag i Pyrenæerne. Tinkoff-Saxo-rytteren kom i mål med en stor gruppe fire minutter inden for tidsgrænsen, men var ikke nervøs for ikke at kunne klare tidsgrænsen.

- Jeg var aldrig nervøs for ikke at klare tidsgrænsen. Jeg sad i en gruppe med store navne, så de ville nok ikke smide os ud alligevel, siger Michael Valgren, der havde en hård dag på 12.etape.

- Det er ikke så rart at køre i varmen, hvor man sidder og er bange for at få hedeslag. Jeg ved ikke, om regnvejret er en fordel, men det er i hvert fald mere behageligt, siger han.

Har ikke niveauet

På sidstedagen i Pyrenæerne erkendte Michael Valgren, at han ikke har haft niveauet til at følge med i bjergene.

- Jeg synes, det har været nogle hårde dage. Jeg har ikke niveau til mere end at sidde i en gruppetto. Det er ærgerligt, for jeg havde håbet at være bedre, men det kan jo være det bliver bedre, siger Michael Valgren.