Udlandet skriver om vilde Vingegaard: 'Symbolet på en sand mester'

Jonas Vingegaard fører Touren med over tre minutter, og det bliver bemærket uden for landets grænser.

Jonas Vingegaard og Jumbo-Visma tog torsdag fusen på Tadej Pogacar på sidste bjergetape af årets Tour de France. (Foto: © GUILLAUME HORCAJUELO, Ritzau Scanpix)

Det er ikke kun i Danmark, at Jonas Vingegaard får godt med spalteplads.

Efter sin etapesejr torsdag, hvor han lagde yderligere afstand til slovenske Tadej Pogacar i kampen om den samlede Tour de France-sejr, er udenlandske journalister tyet til tasterne for at berette om den nye Tour-konge. Jonas Vingegaard.

Det slovenske medie Sport TV, der af gode grunde har en forkærlighed for den dobbelte Tour-vinder Tadej Pogacar, erkender dog, at det ikke dufter af et slovensk hattrick i det franske cykelløb.

- Efter 18. etape i Tour de France sluttede drømmen om, at Tadej Pogacar for tredje gang i træk bliver samlet vinder, formentlig.

- Det slovenske es var intet match for Jumbo-Visma-holdets fremragende taktik på den sidste stigning, Hautacam, og tabte yderligere sekunder til lederen og etapevinderen, Jonas Vingegaard, skriver Sport TV.

Sloveneren selv var heller ikke bleg for at dedikere den samlede sejr til sin danske overmand. Det fortalte han efter torsdagens etape til DR Sporten.

- Jeg sagde tillykke til ham (Vingegaard, red.). Han var virkelig stærk i dag, og jeg sagde til ham, at han har vundet Touren, lød det fra Tadej Pogacar.

Det franske dagblad Libération roser også Jonas Vingegaard og holdkammeraterne fra Jumbo-Vismas arbejde på løbets sidste bjergetape, hvor de afværgede Tadej Pogacars soloforsøg for til sidst at aflive slovenerens Tour de France-drøm.

- Helt på toppen gjorde de (Jumbo-Visma, red.), der allerede havde monopoliseret Touren, som de tre små grise, der gjorde grin med den store onde ulv, skriver Libération.

Det britiske nyhedsbureau Reuters fokuserer mest af alt på den danske kaptajn, der gjorde arbejdet færdigt på torsdagens ikoniske stigning.

- Jonas Vingegaard trådte sømmet i bund på Tour de France torsdag og udbyggede sin føring massivt med en ærefrygtindgydende sejr på den sidste bjergetape, skriver Reuters.

Belgiske Wout van Aert leverede en ekstraordinær indsats på 18. etape og blev selv nummer tre efter Tadej Pogacar. (Foto: © THOMAS SAMSON, Ritzau Scanpix)

'En sand mester'

Men det er ikke kun danskerens triumf på Hautacam, som medierne reagerer på ude i den store verden. Én bestemt hændelse løb også med en del opmærksomhed. Nedkørslen fra torsdagens næstsidste stigning.

Blandt andre den tidligere professionelle cykelrytter Adam Blythe var begejstret for Jonas Vingegaards ageren, da Tadej Pogacar styrtede på vej ned ad Col de Spandelles.

- Det er symbolet på en sand mester, når man kan vente på én og sige: ’Hvis jeg vil slå dig, vil jeg slå dig på en fair måde’, sagde Adam Blythe i studiet efter etapen til den britiske udgave af Eurosport.

Også en skribent på New York Times roser danskeren for at slippe trådet og vente på sin konkurrent.

- Et tegn på sportsmanship, der blev anerkendt af et håndtryk mellem de to rivaler, da Pogacar nåede op til ham igen, skriver Victor Mather fra den amerikanske avis.

Der har Touren igennem været respekt at spore mellem de to klassementsduellanter, Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard. (Foto: © GUILLAUME HORCAJUELO, Ritzau Scanpix)

De to rytters anerkendelse af hinanden er noget, man ifølge det italienske medie La Gazzetta dello Sport vil huske tydeligere, end at danskeren endte med at tage etapesejren på den sidste stigning.

- Frem for alt er det billedet af Touren. Håndtrykket mellem de to duellanter.

- Vingegaard i den gule trøje, der er foran Pogacar, men som vender sig om og venter på sloveneren, angriber ikke og rækker hånden ud i en stor fair-play gestus, skriver det italienske medie, der er kendt for sit lyserøde avispapir.

Fredag triller Tour-feltet ud på løbets tredjesidste etape, og her forventes det ikke, at Tadej Pogacar kan hente afgørende tid på danskeren, da etapen er en flad én af slagsen.

Følg 19. etape live på dr.dk fra klokken 13.10 eller i Touren på P4 fra klokken 16.00.