Så blev løbet afsluttet. André Greipel levede op til favoritværdigheden på Champs-Élyseés og tog sin fjerde etapesejr. Chris Froome havde et enkelt problem med sin cykel på Paris’ gader, men ellers kunne han køre sikkert over målstregen og lade sig hylde som den samlede vinder af Touren.
Og så oplevede vi lige den sidste vanvittige tilskueropførsel i år, da en form for engelpåklædt mandsperson havde stillet sig ud midt på vejen med under tre kilometer tilbage. Gudskelov blev personen ikke ramt, selvom det så ud som om, at han ønskede det.
Det var de tre ting, vi lærte af 21. etape, men vi har da også lige kigget nærmere på, hvad vi lærte af hele Touren:
Den uforglemmelige uge
Tour de France har i mange år haft et dårligt ry om, at den første uge bare skulle overstås for både fans og ryttere. Flade etaper med massespurter har gjort, at man med sikkerhed kunne booke sin ferie der uden at gå glip af højdepunkter i Touren. Det er der blevet lavet om på nu.
Nairo Quintana tabte 1.28 til Froome på 2. etape, og det viste sig at være altafgørende for løbet i sidste ende. Oven i den sidevindsetape kan man lægge flere interessante afslutninger op ad Mur de Huy og Mur de Bretagne for ikke at glemme brostensetapen.
Sidstnævnte bliver med stor sandsynlighed en mere fast del af Tour de France end tidligere. De færre styrt i år har helt sikkert bakket op om dette. Forhåbentlig ser Tour-ledelsen årets oplevelser som inspiration til at finde på flere kreative ting. I Vuelta a España og Giro d’Italia ser man ofte bjergetaper til at åbne løbet. Forestil jer det i Touren.
Et stjernefelt er bare bedre
Der var virkelig udråbt til et af de mest mindeværdige dramaer før årets Tour. De fantastiske fire skulle duellere over for hinanden. Når man kigger tilbage blev det selvfølgelig ikke det drama, som man havde forventet, men det var en Tour, som helt sikkert vil blive husket.
Den vil blive husket på grund af den evige opmærksomhed på de store navne. Hvis der kom et angreb på de store stigninger, så var det med alt sandsynlighed en favorit, der rørte på sig, fordi der var så mange. Selvom eksempelvis Alberto Contador er langt fra den gule trøje, er det jo stadig underholdende.
Når man ser tilbage på tidligere løb, så er det noget, man har savnet. Der er bare ikke lige så meget charme, når Levi Leipheimer eller Alex Zülle sætter sit angreb ind på en podieplads. Lad os håbe, at der kommer lige så mange stjerner på startlisten næste år.
Og så lige en afsluttende salut til Peter Sagan. Han har bare været underholdende på alle mulige måder i det her cykelløb. Tour-ledelsen har valgt at give flere point til etapevinderne for at presse slovakken mere, men han fandt da bare et modsvar – angreb på de hårdeste bjergetaper.
Alpe d’Huez holder altid
Det er ikke nogen hemmelighed, at Alpe d’Huez ikke er den hårdeste stigning. Den bliver uden tvivl gjort mere hård, end den er. Men uanset hvad er den altid grundstenen for de helt store historier i Touren. Det var den også i år.
Alpe d’Huez-etapen var en af de mere mindeværdige etaper i lang tid. Det hjalp selvfølgelig på det, at Movistar Team turde foretage det helt store angreb med at smide Alejandro Valverde ud som trækhest. Den gule trøje var i knæ, og så blev historien fuldendt (fra et fransk perspektiv red.) med Thibaut Pinots etapesejr.
Den berømte hårnålestigning er et fast element i Touren, og det vil den være lige indtil, at der ikke kan stå flere navne på stigningerne. Der skal selvfølgelig også laves en del resultater, så tavlen kan blive visket ren for de ryttere, der har vundet på stigningen ved hjælp af præstationsfremmende midler.