Det har været en flot Tour de France-debut for Søren Kragh Andersen på de ni første etaper. Han har været med fremme på mange etaper og bærer ungdomstrøjen som den bedste rytter under 25 år.
På søndagens brostensetape var danskeren atter i fokus, da han leverede et stort arbejde for sin kaptajn Tom Dumoulin.
- Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Det var krig. Jeg skal lige sunde mig over det her. Det var noget af en dag. Det var vanvittigt fra kilometer nul med positionskamp, albuerne var ude og så var der styrt, forklarer Søren Kragh Andersen
- Jeg tror, at det var et fedt cykelløb at se på, men det var også fedt at køre. Det var noget af en oplevelse, siger han.
Søren Kragh Andersen fører ungdomskonkurrencen og de hårde brosten var faktisk med til at udbygge den føring markant. Han har nu syv minutter ned til nummer to før bjergetapen tirsdag.
- Det var virkelig fedt at være med i cykelløbet på den måde, som jeg var med i det med Tom Dumoulin. Jeg var der virkelig for ham. Det var lige, hvad jeg drømte om, at jeg kunne være der for Tom, når han havde brug for mig, siger han.
- Jeg er rigtig stolt af stadig at have den hvide trøje, og det vil jeg nyde i morgen på hviledagen, forklarer Søren Kragh Andersen.
Rytterne har hviledag mandag, men tager for alvor hul på Alperne tirsdag med en hård bjergetape.