Den italienske stjernerytter Vincenzo Nibali er måske på vej ud af Tour de France. På torsdagens kongeetape lå han pludselig på vejen og ømmede sig voldsomt, og nu viser det sig, at der kan være et brud på en ryghvirvel
Det var lige midt i det mest kritiske tidspunkt, da Chris Froome angreb med kun fire kilometer til målstregen.
Først troede man, at Bahrain-Merida-kaptajnen var stødt sammen med en tilskuer, men han sagde efterfølgende, at det var et sammenstød med en motorcykel, som fik ham i jorden.
Det skete på et tidspunkt, hvor rytterne skulle kæmpe sig igennem en masse røg fra tilskuerne.
- Bardet lå foran med ti sekunder, og der var nogle motorcykler mellem ham og vores gruppe. Vejen snævrede meget ind på det tidspunkt. Der var ikke noget hegn og der var to politimotorcykler. Da Froome angreb fulgte jeg ham, og jeg havde det godt, men så stoppede det op, og jeg styrtede. Jeg ved ikke engang, hvad der skete, siger Nibali.
- Lige nu har jeg ikke så nemt ved at flytte mine fødder. Jeg håber, at det ikke er noget seriøst, men vi må se de næste par timer, forklarer han.
- Han fik en røntgen. Det var ikke helt tydeligt, men vi har en stærk mistanke om et brud på en ryghvirvel på baggrund af den smerte, som han har, forklarer Bahrain-Meridas læge Emilio Magni ifølge cyclingnews.com.
Nibali er nu kørt til et hospital i Grenoble, hvor der skal tjekkes om, der rent faktisk er tale om et brud på en ryghvirvel.
Nibali ligger lige nu på en samlet fjerdeplads, og viste lovende takter på Alpe d’Huez med et angreb.