Orica-GreenEdge har langt bedre plads foran deres bus end de andre hold i Tour de France. Det skyldes dog ikke, at det australske hold er begunstiget af særlige vilkår. Tværtimod. Holdet har haft mandefald på de første seks etaper, hvor en tredjedel af rytterstaben er udgået. Derfor bliver kun seks cykler klargjort af holdets mekaniker, som tørrer en klud hen over overrørene, så de skinner mest muligt til 6. etape.
En urolig start på Touren har krævet sine ofre, og Orica-GreenEdge er hårdest ramt. Simon Gerrans og Daryl Impey udgik efter et stort styrt i feltet på 3. etape, og i går måtte Michael Albasini opgive at stille til start på grund af et styrt. Desuden kører både Michael Matthews og Svein Tuft med forbindinger, så reelt har holdet kun fire ryttere til at jagte etapesejre.
Det plejer Orica-GreenEdge at være specialister i at udføre i den første uge af en Grand Tour. For to år siden vandt australierne to etaper (Gerrans og holdtidskørsel) og havde den gule førertrøje i fire dage (Gerrans og Impey) i Tour de France. Det samme var tilfældet i årets Giro d’Italia, hvor holdtidkørslen og Michael Matthews skaffede tidlige sejre samt fire dages førertrøjer. Men denne udgave af Tour de France er gået stik modsat.
Har prøvet det før Holdet er nu ved at omstrukturere til den nye situation. Med kun seks ryttere tilbage er der ikke behov for alle medarbejdere. En usædvanlig situation blot seks dage inde i Tour de France, fortæller manager Shayne Bannan:
- Der er stadig meget arbejde at gøre for personalet, som ofte først har sent fri, men vi vil sende én eller to medarbejdere hjem for ellers bliver der for mange til seks ryttere.
Orica-GreenEdge har erfaring i at håndtere en situation, hvor holdbussen er fuld af tomme sæder. Sølle to ryttere fuldførte sidste års Giro d’Italia, og det fik holdet til at udgive en video, hvor de to tilbageværende ryttere sad i hver sin ende af bussen og forsøgte at råbe hinanden op. Klassisk, australsk galgenhumor.
Ændrede målsætninger Denne gang prøver holdet også at holde humøret højt. Men det er svært, når ambitionerne for den første uge bliver tilintetgjort af styrt frem for dårlig form.
- Det er et kæmpe tab for os. Nu er det umuligt for os at vinde holdtidskørslen, siger sportsdirektør Matthew White om den disciplin, hvor Orica-GreenEdge traditionelt er storfavorit.
Etapen på søndag bliver derfor en kæmpe udfordring for det australske hold. Ganske vist har de stadig seks ryttere tilbage – og det er femtemandens tid over målstregen, der tæller – men da Michael Matthews kører med to mindre ribbensbrud og har svært ved at trække vejret, vil han sandsynligvis hurtigt blive hægtet af de andre.
For Orica-GreenEdge kan ikke blot spare energi på holdtidskørslen og trille i mål. I forhold til tidsgrænsen må et hold maksimalt være 30 procent langsommere end vinderen, så derfor beder holdet til, at yderligere uheld ikke rammer dem inden søndag. Luke Durbridge er dog fortrøstningsfuld:
- Det bliver hårdt. Men der er mange hold, som er ramt af uheld. De hold, der kører for klassementet, har derudover brugt mange kræfter på at arbejde i fronten af feltet, derfor er de lidt trætte. Men jeg tror på, at vi kan klare det, lyder det håbefuldt fra den unge temporytter.
Skulderklap til holdet En smule oprejsning fik Orica-GreenEdge og i særdeles Michael Matthews på 5. etape, hvor han ganske besynderligt blev kåret som dagens mest angrebsivrige rytter, selvom han det meste af dagen halsede efter feltet.
- Det var ret specielt for mig. Jeg har store smerter, så det er flot, at arrangørerne af Tour de France anerkender det. Det var meget følelsesladet for mig at stå på podiet, fortæller Michael Matthews.
På 6. etape tager feltet det roligt, men et styrt kort før mål skaber kaos. For anden gang i løbet styrter den gule førertrøje og må udgå. Først var det Fabian Cancellara (Trek) og nu Tony Martin (Etixx-Quickstep). Det virker som om, at der er en ny profil, som får smadret sine drømme hver dag. Men denne gang undgår Orica-GreenEdge uheld. Efter fem forfærdelige Tour-etaper er det en succes i sig selv.