Australieren Michael Matthews og franskmanden Warren Barguil er topnavnene på det hold, som Team Sunweb onsdag har udtaget til Tour de France.
Til gengæld er der ikke blevet plads til holdets danske stortalent Søren Kragh Andersen, der ellers var med i bruttotruppen, men som nu må vente mindst et år på sin Tour-debut. Og på Orica-Scott-mandskabet er der heller ikke blevet plads til Christopher Juul-Jensen. Det fortæller han til TV2 Sporten.
Søren Kragh Andersen haft et fornuftigt forår, der blev indledt med en etapesejr i Tour of Oman i februar.
Senest blev det i sidste uge til en samlet femteplads i det hollandske etapeløb Ster ZLM, men det var ikke nok til at overbevise holdledelsen om, at fynboen skulle sættes på Tour de France-holdet.
Mørkøv også droppet
Det ligner efterhånden en beskeden dansk repræsentation i årets udgave af det prestigefyldte franske løb.
Mandag blev Michael Mørkøv (Katusha) overraskende vraget, og onsdag siger Christopher Juul-Jensen til TV2 Sporten, at han ikke er en del af Orica-Scotts Tour de France-hold.
- Vi var seks ryttere, der kæmpede om de sidste tre pladser, og i forhold til, at jeg har kørt Giroen, har holdet besluttet, at jeg ender med at springe Touren over. Jeg er formentlig første- eller andenreserve, lyder det fra Christoffer Juul-Jensen.
Det er derfor sandsynligt, at kun tre danskere vil være til start i Touren. Jakob Fuglsang og Michael Valgren stiller med sikkerhed op for Astana, mens det forventes, at Lotto Soudal igen har Lars Bak med blandt de ni udvalgte.
/ritzau/