Riis om storhold med Holm: Lyder spændende

Hold-flirten mellem Bjarne Riis og Brian Holm fortsætter.

Se indsalg om Brian Holms drømme om et storhold med Bjarne Riis og ham.

Brian Holm har store planer for fremtiden, hvor han drømmer om et storhold med ham selv, Rolf Aldag, Erik Zabel og ikke mindst Bjarne Riis som de ledende figurer.

Og sidstnævnte er bestemt ikke lunken ved tanken.

- Jeg synes da, at det er sødt af ham at sige det, og jeg vil da også sætte en ære i at arbejde sammen med Brian. Det kunne jeg da godt tænke mig. Men derfra og til, at det kommer til at ske kan der jo godt gå lang tid, siger Bjarne Riis til TV 2 SPORT.

Lidt sent ude i år

Bjarne Riis mener dog, der er et stykke vej til et storhold med en Holm-Riis-konstellation er et stykke vej fra at kunne blive en realitet:

- Vi skal også huske på, at det ikke sådan bare er ligetil at lave et cykelhold. Hvis du starter op helt fra scratch, så kræver det rigtig mange ting, og hvis man tænker i forhold til næste år, så er vi jo nok lidt sent ude, siger Bjarne Riis til TV 2 SPORT.

Brian Holms kontrakt med Etixx - Quick-Step udløber til årsskiftet, og indtil videre, så ligger storholds-drømmene også et stykke ude i fremtiden, erkender Brian Holm.

- Som kortene ser ud nu, vil jeg nok fortsætte på Quick-Step, med mindre der kommer et andet tilbud, en længere kontrakt eller et spændende hold, der kan udvikle sig, fortæller Brian Holm.

Riis ikke færdig

Bjarne Riis er for tiden er en omblæst herre i cykelsporten, efter han over for Anti Doping Danmark har indrømmet, at han har haft kendskab til, at flere af hans ryttere på Team CSC dopede sig. Men han er ikke fortid i cykelsporten, mener Brian Holm.

- Han er ikke færdig i cykelsport, lige meget hvad folk siger, og det vil ikke overraske mig, hvis ham kom tilbage, siger Brian Holm.

Under dette års Tour de France med Brian Holm som sportsdirektør har Etixx - Quick-Step, sikret sig både etapesejre samt gult til Tony Martin, der dog måtte udgå.