Kort tid efter afslutningen på 11. etape var der gode nyheder om Jakob Fuglsang, men nu har en ny røntgenundersøgelse vist et mindre brud i Jakob Fuglsangs venstre håndled og et i albuen. Det melder Astanas pressechef her til aften.
Den første røntgen viste ellers ingen brud, men efterfølgende blev danskeren kørt på hospitalet til yderligere undersøgelse, og her blev det så klar, at der alligevel var to mindre brud.
På trods af det meldes det dog ud, at han stiller til start på Pyrenæernes kongeetape i morgen.
- Der er to mindre frakturer. En i håndleddet og en i albuen. Det er to små frakturer, hvor der ikke kan gøres andet, end at det gør ondt. Det er svært at sige, hvor ondt det gør, men jeg kan ikke strække armen 100 procent, og det bliver ondt at hive i styret. Det, der bekymrer mig mest, er at bremse på nedkørslerne, siger Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT.
Uheldet skete i forplejningszonen, hvor det danske Tour de France-håb røg i jorden og slog sit håndled.
Efterfølgende måtte han ned i lægebilen og blive tilset, men han kom igennem de resterende 80 kilometer uden at tabe tid.
Da Fuglsang krydsede målstregen røg han straks til røntgen, hvor det blev konstateret, at han ikke har noget brud på sit venstre håndled, men det viste sig så ikke at være korrekt.
Det er et håndled, som han tidligere har haft brud på.
Fuglsang mistede sin vigtige hjælperytter Dario Cataldo i selvsamme styrt. Han udgik med brud på håndleddet.
https://twitter.com/AstanaTeam/status/885190249516863488
Artiklen er opdateret klokken 20.15 med ny information om Jakob Fuglsang. Først blev der meldt ingen brud efter første scanning, men ny scanning viste to mindre brud.