Tinkoff-Saxo hentede deres første etapesejr, men det blev ikke Alberto Contador, som mange måske havde forventet. I stedet var det Rafal Majka, der gentog sidste års Tour-form med en imponerende etapesejr.
Det blev en etape, der nok mest vil blive husket for den manglende aggressivitet blandt favoritterne, og det endte faktisk med, at det bare var Geraint Thomas og Richie Porte (Team Sky), som kontrollerede farten op af Col du Tourmalet.
Her er de tre ting, som vi lærte af dagens etape:
Tourmalet blev ikke til noget
Man kan godt sidde tilbage med en skuffet fornemmelse efter dagens etape. Der var så mange muligheder. Store flotte Col du Tourmalet, den lange nedkørsel, den høje temperatur. Men man må bare konkludere, at der er for meget værdi i de sekundære placeringer.
Det virkede til, at ingen af Chris Froomes (Team Sky) konkurrenter hverken havde benene eller lysten til at teste den gule førertrøje. Der var simpelthen for stor frygt for at falde helt igennem, så Vincenzo Nibali og Astanas halve angreb var det eneste, vi fik at se i dag.
Det er specielt skuffende af Movistar Team, der har et så stærkt hold med Nairo Quintana i spidsen, og de er nødt til at udnytte alle muligheder for at teste Froome. Forhåbentlig er det et tegn på, at man vurderede, at etapen ikke passede til colombianeren. Man kan dog frygte, at Team Sky simpelthen er for stærke for at åbne op for spændingen.
Majka viste atter stortalent
Det er simpelthen så ærgerligt, at Rafal Majka ikke har kørt klassement fra starten af løbet, og mon ikke også Tinkoff-Saxo er en smule bitre over det, fordi han ville være en fantastisk våben for Alberto Contador, som måske kunne presse Froome.
Det er han dog ikke, men i stedet hentede han altså holdets første etapesejr i dag. Og sikke en indsats! Majka viste, at man meget vel kan regne med at se ham helt fremme i kampen om den samlede sejr i de tre store Grand Tours fremover.
Spørgsmålet er så, om Majka går efter at genvinde den prikkede bjergtrøje. Det er ikke helt urealistisk, at han vil gøre det, men det vil kræve, at Contador giver ham fri til at gøre det. Og hvis han får fri, så er det også ensbetydende med, at Contador ikke tror på den samlede sejr. Det vil være en kedelig besked for løbet.
Fuglsang mister igen kaptajnrolle
I dag havde man glædet sig til med danske briller. Jakob Fuglsang har vist gode takter i løbet af Touren. Senest på gårsdagens etape. Det blev dog en ret stor nedtur for Astana-danskeren i dag. Fuglsang blev sat på Col du Tourmalet og formåede ikke at komme tilbage igen.
Dermed kan man nok skyde en hvid pil efter at se Fuglsang i top 10 i klassementet. Hans off-dag udelukker dog ikke, at han kan komme tilbage og gå efter etapesejren senere i løbet. Det kan måske endda åbne op for, at han laver en tur, som Majka lavede i dag.
Spørgsmålet er så, hvad Astana nu har af planer. Nibali er meget langt fra sit topniveau. Klassementet er helt væk. Holdet bliver nødt til at stille sig tilfreds med etapesejre, så mon ikke at de begynder at sende stærke ryttere som Tanel Kangert og Michele Scarponi tidligere ud på etaperne.