Utrecht, søndag De tre seneste Tour de France-etaper har ikke passet Mark Cavendish. Derfor er dagen i dag en længe ventet mulighed for den lynhurtige brite for at sprinte sig tilbage i Tour-søgelysets bevidsthed. Etapen er fladere end en gratisavis, men den rummer potentielle drillerier, der kan sætte en stopper for Cavendish’ drømme om en etapesejr. Men det kender han alt til.
Sidste år var alt lagt op til, at Mark Cavendish skulle køre sig i den gule førertrøje for første gang. 1. etape var endda henlagt til hans mors fødeby, Harrogate, i England. Hundredtusindvis af briter var mødt op for at følge The Manx Missiles vej til målstregen. Men da han for alvor skulle til at træde an i spurten, endte han i stedet i asfalten. Et brækket kraveben var lig med exit fra Touren, og måneders drømme om gul trøje blev punkteret på brutal manér, og han trillede over målstregen med tårer i øjnene.
Året forinden havde han mistet sin ellers urørlige status som sejrherre på Champs-Élysées, da tyskeren Marcel Kittel vandt sidste etape. Cavendish havde på ekstraordinær vis vundet de foregående fire spurter i den franske hovedstad. Tilføjer man så gårsdagens etape, en enkeltstart uden vinderchancer for Cavendish, er det fair at sige, at han higer efter at vise sig frem.
Scenen er ledig Både i 2013 og 2014 mistede Mark Cavendish sin uofficielle titel som verdens bedste sprinter til Marcel Kittel. Tyskeren vandt fire etapesejre i begge årgange af Touren, men det kommer han ikke til i år. Efter sygdom og dårlig form blev han ikke udtaget til Giant-Alpecins Tour-trup, så nu har Mark Cavendish en stor mulighed for igen at indtage rollen som Tour-stjerne.
På Etixx-Quicksteps pressemøde i fredags blev Mark Cavendish spurgt, om han savnede rivaliseringen med Marcel Kittel i dette års Tour de France. Svaret faldt efter nogle sekunders overvejelser: ”Jeg savner Touren mere end Kittel.” Så der er ingen tvivl om, at Mark Cavendish har lagt alle sine forberedelser hen mod at toppe nu.
Navne som André Greipel (Lotto-Soudal), Alexander Kristoff (Katusha), John Degenkolb (Giant-Alpecin), Peter Sagan (Tinkoff-Saxo) og Nacer Bouhanni (Cofidis) vil ikke bare forsøge at blande sig i kampen om etapesejre men også den grønne pointtrøje. Her er Cavendish’ vinderchancer dog blevet bedre i år.
Lex Sagan er trådt i kraft For trods britens imponerende 25 etapesejre i Tour de France (kun overgået af Bernard Hinault (28) og Eddy Mercx (34)) har han kun vundet den grønne trøje i 2011. De seneste tre udgaver har Peter Sagan taget sig af – ganske suverænt endda. Faktisk så overlegent, at organisationen bag Tour de France har ændret i fordelingen af point i år, så der kommer større spænding i konkurrencen.
I stedet for en solidarisk deling af point, der favoriserer de sprintere, som kontinuerligt blander sig i kampen om etapesejre, så gives der nu markant højere point til selve etapevinderen. Dermed bliver muligheden for at vinde den grønne trøje bedre for supersprintere som Mark Cavendish.
Regelændringen er i folkemunde blevet døbt Lex Sagan, fordi Peter Sagan har været aldeles enevældig i kampen om pointtrøjen de seneste tre år. Sidste år havde han reelt vundet trøjen inden den første uge var cyklet, da modstanderne havde opgivet på forhånd. Slovakken er i forvejen handicappet af, at han i år kører for Tinkoff-Saxo, hvor det er af højere prioritet af vinde den gule trøje til Alberto Contador. Det kan yderligere bane vejen for en ny grøn trøje til Cavendish.
Vejret kan drille sprinterne Dagens 166 kilometer fra Utrecht til Zeeland er så flade, at arrangørerne ikke har kunnet klemme selv en lille bakke ind, der kunne uddele et point til bjergtrøjen. Så højest usædvanligt er der heller ingen, der kører i den prikkede trøje på tredje etape i morgen.
Etapen er dog ikke helt lige til. De sidste 40 kilometer går langs kysten, og her kan en hård sidevind skabe problemer i feltet. Det er tidligere set, hvordan feltet knækker over i flere grupper, og hvis ikke rytterne er vågne, risikerer de at miste muligheden for etapesejr eller vigtige minutter i klassementet. I 2013 tabte outsideren til Tour-titlen Alejandro Valverde eksempelvis hele 10 minutter på en etape med kraftig sidevind.
Det er dog ikke kun vinden, der er en faktor. For den seneste uges hedebølge ser ud til at blive forstyrret af regn og torden i eftermiddag. Sker det, er det langt fra givet, at etapen ender i en massespurt. Mark Cavendish kan dog finde trøst i, at de to seneste etaper i Tour de France med kraftig sidevind er faldet ud til hans fordel. Både i 2009 og 2013 endte han som etapevinder. Så måske er der bedre tider på vej til Mark Cavendish i Tour de France. Langt om længe, håber han.