- Man sidder der og kører i hvert fald 10% under vanligt niveau, og benene er alligevel sekunder fra at eksplodere.
Sådan beskriver TV2-kommentator Chris Anker Sørensen følelsen, der går igennem kroppen, når cyklen skal tvinges op over en af Tourens mægtige stigninger.
Og når feltet senere i dag skal prøve kræfter med turens første bjergetape og bjerget La Planche des Belles Filles, venter der timevis af sammenbidte tænder og ben, der bare venter på at gå i krampe, når syren melder sig.
I hvert fald hvis man spørger Frank de Paoli, som er specialist i fysiologi ved Aarhus Universitet:
- Fysisk aktivitet i tynd luft er helt klart noget af det hårdeste, man kan udsætte menneskekroppen for. Rytternes muskler får slet ikke nok ilt til at yde det maksimale på vej op ad bjerget, og det svarer lidt til, at vi satte en murer til at bygge et hus, men kun gav ham 90% af murstenene, siger Frank de Paoli.
Chris Anker Sørensen var som rytter kendt for at være en god klatrer. Her sætter han Alexander Vinokourov på 16. etape i Tour de France anno 2012, hvor han ender med en flot 2. plads.
Rytterne har 10-12 procent mindre at træde med
År efter år ser vi ryttere i Tour de France, der nærmest går i stå på cyklen på vej op ad stigninger som Alpe D’huez og Tourmalet.
Og fysiolog Frank de Paoli forstår godt, hvorfor rytterne skærer ansigter, når stigningsprocenterne for alvor tager fat:
- Når rytterne kommer op over 1.500 meter, falder deres evne til at optage ilt så drastisk, at selvom de kører for fulde gardiner, så yder de 10-12 procent mindre, end hvis de befandt sig nede ved havoverfladen. Der er simpelthen ikke ilt nok i blodet til, at musklerne kan yde det, de skal
Og fra karrierens mange bjergetaper kan TV2-kommentator Chris Anker Sørensen i den grad genkende fornemmelsen af, at man træder forgæves:
- Det føles næsten, som om man kører med bremsen trukket. Man tramper det bedste, man har lært i de skide pedaler, men der er bare ikke den samme mængde krudt i benene, som man sidder og ønsker sig.
Og især ét etapeløb lærte ham, hvor stor forskel højdemeterne kan gøre:
- Jeg kørte en gang med i cykelløbet Tour of Colorado, hvor nærmest hele løbet foregår i mere end 2.000 meters højde. Det er klart det mest skrækkelige løb, jeg har kørt – jeg havde kvalme hele tiden, både på cyklen og mellem etaperne, husker Chris Anker Sørensen.
'Folk kan køre fra dig uden at køre stærkt'
Flot ser det ud, når et udbrud rykker sig fri af feltet på flad vej og stryger afsted i et hæsblæsende angreb.
Men den type kraftanstrengelser er på ingen måde feltets største fjende, når først det går opad, fortæller Chris Anker Sørensen:
- Når vi kører på de flade stykker, skal der et seriøst ryk til, for at man kan vriste sig fri af feltet. Men oppe i højderne kan et monotont tempo fuldstændigt knække dig. Folk kan køre fra dig, uden at de overhovedet kører stærkt.
Og det bakkes op af Frank de Paolis forskning:
- Selvfølgelig vil cykelryttere altid gerne præstere det bedste, de kan, men når højdemeterne begynder at spille ind, så bliver man bare nødt til at affinde sig med, at der ikke er nok ilt i blodet til at få den power ud i benene, som man plejer.
Men det er ikke kun ben og lunger, som lider på vej op ad et bjerg. Det tager også hårdt på rytterne mentalt, når man konstant ligger på grænsen til at benene siger stop, men samtidigt kan se, at man nærmest ikke kommer fremad.
Ofte er det faktisk det mentale, der får feltets ryttere til at gå kold på de store bjergetaper. Den tynde luft påvirker også moralen, fortæller Chris Anker Sørensen:
- Det er dybt frustrerende at se, hvordan ens anstrengelser på ingen måde bærer frugt. Pulsen er tårnhøj, benene syrer til, men tallene fortæller én, at man kører meget langsommere, end man burde. Det er sgu hårdt.
De store bjergetaper kræver næste altid store ofre i tour-feltet. Her går det ud over amerikanske Tejay van Garderen, der på 17. etape i Touren 2016 må se sin 8. plads i klassementet forsvinde, da han går helt kold på en stigning.