12. etape af Tour de France byder på årets hidtil største udfordringer, når feltet skal fra Lannemezan til Plateau de Beille.
Undervejs skal de hårdt prøvede ryttere køre op ad fire stigninger af den mere seriøse slags.
Først byder etapen på en kategori 2-stigning. Derefter kommer der to styks i kategori 1, og til sidst venter en opstigning uden for kategori til Plateau de Beille.
Og specielt afslutningen er noget, der for alvor kan få tændt julelysene i cykelkommentator Henrik Linigers solbrilleklædte øjne.
- Det bliver et slag af den anden verden på vej op til Plaeau de Beille – et fantastisk Tour de France-bjerg, lyder det fra Henrik Liniger.
Froome er favorit
De mange bjerge skal nok animere til angreb, og dagens favorit er for cykelkommentatoren soleklar.
- Den bedste bjergrytter vinder og der skal nok komme et angreb fra Nairo Quintana.
- Jeg har ikke set nogen ryttere, som er bedre i bjergene end Chris Froome, så mon ikke han snupper den igen, slutter Henrik Liniger.
Du kan følge dagens etape i Tour de France direkte her på dr.dk/tour og på P3 fra kl. 14.00.