Kollektiv hviledag, seks giganter og gorillafest: Tre ting vi lærte af 5. etape

Rytterne tog sig en mindre hviledag, og vi ser nærmere på de tre vigtigste ting fra 5. etape.

André Greipel vandt sin anden etapesejr i årets Tour de France. REUTERS/Eric Gaillard TPX IMAGES OF THE DAY (Foto: © Eric Gaillard, Scanpix)

Det sidevindsdrama, som alle andre end Nairo Quintana (Movistar Team) havde håbet på, udeblev i dag. I stedet måtte vi finde underholdning i feltets brede enighed om at tage Tour de Frances første hviledag.

Etapen skulle dog afgøres, og i sidste ende viste André Greipel, at han lige for tiden er en tand hurtigere end de andre sprintere i årets Tour de France-felt.

Vi har kigget nærmere på de tre ting, vi lærte af 5. etape:

Lysten skal være der

Og det var den ikke i dag. Selvom både medier og holdene selv havde udråbt frygt for sidevinden, som dagens etape kunne byde på, så kom den til at spille en minimal rolle. Holdene blev indirekte eller måske direkte enige om, at dagens etape skulle tages med ro.

Det første signal kom allerede, da det stod klart, at udbruddet kun bestod af ukendte Pierre-Luc Perichon (Bretagne-Seche). Men selv da han blev hentet, var der ikke den store vilje i feltet til at gøre mere i dag.

Dog blev dagens etape også et bevis på, at man aldrig kan tage den helt med ro i Tour de France. Med 25 kilometer til mål kollapser halvdelen af feltet pludselig på de glatte veje, og igen var Thibaut Pinot (FDJ) ikke på den heldige side. Han endte dog ikke med at tabe tid.

De seks holdgiganter

Mange har talt om de fire favoritter i Chris Froome (Team Sky), Alberto Contador (Tinkoff-Saxo), Nairo Quintana (Movistar Team) og Vincenzo Nibali (Astana), men den første uge har også givet et billede af, at der er seks meget stærke hold Touren.

Det blev bedst vist frem på dagens etape, hvor alle seks hold lå side om side på hver deres række. Udover de fire ovenståendes hold, så er der også tale om Etixx-Quick Step, som også har den gule førertrøje med Tony Martin og så BMC.

Specielt BMC har overrasket meget positivt. De melder ofte meget ambitiøst ud på lige fod med de største hold, men ofte har de også skuffet ekstremt. I år har de bragt Tejay Van Garderen i en formidabel position, så det bliver spændende at se, om de holder niveauet, når de rammer tinderne.

Gorillaen er bare bedst

Det er selvfølgelig for tidligt at vurdere, men med to etapesejre virker André Greipel til at have et gear mere end konkurrenterne. I dag måtte han klare opgaven selv på den sidste kilometer, og det gjorde han jo til bravour.

Mark Cavendish blev godt nok lukket inde i dag, men han må være ekstremt skuffet over sin egen præstation. Det er ikke hver dag, at man har en verdensmester og den gule førertrøje til at aflevere sig på målstregen.

Faktisk virker det til, at briten mangler noget hastighed. Ikke bare i dagens massespurt, men også ved pointspurten var han besynderligt langsommere end sine konkurrenter. De kommende to etaper ender heller ikke med en sejr til Mark Cavendish. Der er afslutningerne for hårde.