'Jeg har aldrig været så træt i mit liv'

Danskeren regner med at være stærkt tilbage næste år.

Hør Jonas Vingegaards reaktion på Tour de France efter podieceremonien her i videoen.

Touren er slut, og det endte nok uundgåeligt med den altdominerende Tadej Pogacar øverst på podiet i Paris.

Seks etapesejre taler da også sit tydelige sprog. Sloveneren var bare den bedste cykelrytter.

Jonas Vingegaard kan dog i stedet vinde titlen som den bedste taber. Der er nemlig ingen ærgrelse eller onde miner mod Tadej Pogacar. Det er udelukkende positiver tanker, der flyder rundt i hovedet på danskeren kort tid efter, han trådte ned fra podiet i Nice.

- Det er nok mest af alt stolthed, i forhold til hvor jeg kommer fra, hvad jeg er gået igennem, og hvordan jeg kommer tilbage. Det (andenpladsen, red.) tror jeg aldrig, jeg havde turde håbe på med den forberedelse, jeg har haft, siger Jonas Vingegaard til DR Sporten med henvisning til hans styrt i Baskerlandet Rundt, der nær havde kostet Tour de France-deltagelsen.

- Selvfølgelig havde jeg håbet at kæmpe for sejren, og det synes jeg også, at jeg gjorde i to uger. Men det var, lige som om at filmen knækkede lidt i tredje uge.

Jonas Vingegaard gav den hele armen på enkeltstarten i Nice. Han blev dog kun nummer to på etapen - 1 minut og tre sekunder efter Pogacar. (Foto: © LAURENT CIPRIANI / POOL, Ritzau Scanpix)

Halvvejs i verdens hårdeste cykelløb var Jonas Vingegaard 1 minut og 14 sekunder efter Pogacar, der bar den gule trøje siden 4. etape.

På det tidspunkt var danskeren fuld af tro på, at han stadig kunne vinde, da han ikke følte sig hægtet af af sloveneren.

Siden voksede forspringet til 6 minutter og 17 sekunder, som blev den endelige asftand mellem de to efter den afsluttende enkeltstart i Nice.

- Jeg synes egentlig, at jeg kunne kæmpe med ham i de første to uger. Men i tredje uge har jeg slet ikke været i nærheden af ham, fortæller danskeren, hvis fulde reaktion, du kan høre i videoen øverst i artiklen.

I skrivende stund står der i Jonas Vingegaards løbskalender, at han skal køre Clásica de San Sebastián den 10. august og Polen Rundt fra den 12.-18. august

Men først skal der slappes godt og grundigt af hjemme i Glyngøre, før der sadles op til flere cykelløb - og forberedes til næste års Tour de France.

- Jeg skal hjem og slappe af. Jeg tror aldrig, jeg har været så træt i hele mit liv. Jeg er helt færdig.

- Så tror jeg, at om en uges tid kan det være, jeg begynder at tænke på næste års Tour de France. Jeg tror helt sikkert, jeg vil komme tilbage.