Idemand bag dansk Tour-start: 'Meget, meget lidt er på plads om ruterne'

Der ligger meget arbejde, før ruterne er på plads, forklarer en af hovedmændene bag Tour de France til Danmark.

Alex Pedersen var med på Københavns Rådhus, da planerne for tre Tour de France etaper i Danmark i 2021 blev offentliggjort. (Foto: © Kasper Heide Lund DR)

I går blev det offentliggjort, at Tour de France kommer til Danmark i 2021.

Samtidig blev sløret løftet for, at der skal køres enkeltstart i København, en etape fra Roskilde til Nyborg over Storebæltsbroen og en fra Vejle til Sønderborg.

Men så stopper det også med info om ruterne på de tre etaper.

Det fortæller hovedkraften bag, at verdens største cykelløb om to år skal køres på dansk grund, Alex Pedersen, til DR Sporten. Sammen med Joachim Andersen har han, siden Giro d'Italia var forbi Danmark i 2012, arbejdet for at få Touren til landet.

- Meget, meget lidt ligger fast om ruterne. Franskmændene har fortalt os, at de kommer en fem-seks gange fra nu af, og indtil starten går i 2021 for bare at kigge på ruter. Det er noget af det, vi skal til at i gang med, siger den tidligere cykelrytter.

- Vi starter med at lave et udkast til, hvordan vi kunne forestille os, det kunne være, og så begynder vi stille og roligt at køre rundt. Det kommer også til at handle om helt lavpraktiske ting, som hvor skal der stå kontroller henne, hvor mange frivillige skal vi bruge og hvordan kan vi spærre ruten af. Der er en stor opgave foran os.

Franskmænd har sidste ord, men...

Det er arrangøren af Tour de France, ASO, der har det sidste ord om, hvordan etaperne i Danmark om lidt over to år skal se ud.

Allerede nu har løbsdirektør Christian Prudhomme haft en afgørende finger med i spillet om, hvor målbyerne skulle være, da han vendte tommelfingeren ned ad til Odense for i stedet at pege på Nyborg som målby på anden etape. Prudhomme ville nemlig gerne have mål så tæt på Storebæltsbroen som muligt for at kunne udnytte vinden mest muligt i afgørelsen af etapen.

Alligevel slår Alex Pedersen fast, at der kommer til at være en høj grad af rød-hvid medbestemmelse, når det kommer til planlæggelse af ruterne.

- Vi bestemmer her i Danmark, og bagefter vil ASO godkende det, men vi kommer til at bestemme 98,9 procent af, hvor ruten for eksempel skal gå fra Roskilde til Nyborg, siger han.

Ifølge Alex Pedersen går man efter at lave etaper, som både viser Danmark fra sin smukkeste side og gør løbet interessant rent sportsligt.

- Det bliver en kombination, og det er også muligt at lave en kombination. Franskmændene har indtil nu fortalt os, at hvis vi kører på lidt mindre veje, så må der ikke køres der mere end otte-ti kilometer. Så skal løbet ud at køre på nogle lidt større hovedveje. Det handler om, at hvis der sker uheld og styrt, så kan man få samlet feltet igen.

Det er endnu uvist, hvornår den endelige ruteplan ligger klar for de tre danske Tour de France-etaper.