Frikendt Froome: 'Ni følelsesladede måneder'

Den britiske cykelrytter Chris Froome er lettet over, at UCI har frifundet ham i anklager om dopingmisbrug.

Chris Froome har vundet Tour de France tre år i træk. (Foto: © JEAN-PAUL PELISSIER, Scanpix)

Den britiske cykelrytter Chris Froome er lettet over, at Den Internationale Cykelunion (UCI) mandag meddelte, at den lukker dopingundersøgelsen af ham, og frifinder Froome for at have gjort noget forkert.

- Jeg er meget glad for, at UCI har frikendt mig. Mens denne beslutning naturligvis er en stor ting for mig og holdet, er det også et vigtigt øjeblik for cykling, siger Froome til Team Skys hjemmeside.

Sagen har stået på i adskillige måneder, og det har været hårdt for den 33-årige cykelstjerne.

- Taknemmelig og lettet over endelig at lægge dette kapitel bag mig. Det har været ni følelsesladede måneder.

- Tak til alle dem, der har støttet og troet på mig hele vejen igennem, skriver cykelstjernen på Twitter, siger Chris Froome.

Den firedobbelte Tour-vinder blev testet med for meget af astmamedicinen salbutamol i kroppen i forhold til det tilladte under sidste års Vuelta.

Glæde hos Sky

På Froomes hold, Team Sky, er man også lettet over, at sagen nu er slut.

- Vi har hele tiden haft fuld tillid til Chris og hans integritet. Vi vidste, at han havde fulgt den rigtige medicinske vejledning i forhold til hans astma under Vueltaen, og vi var sikre på, at han ville blive frikendt i sidste ende.

- Chris har vist, at han er en vinder. Ikke kun på cyklen, men også hvordan han har håndteret denne her periode.

- Det største cykelløb i verden starter om fem dage. Vi kan ikke vente med at køre igen og hjælpe Chris med at vinde for femte gang, siger Team Sky-manager, Dave Brailsford, til holdets hjemmeside. Froome vandt i maj Giro d'Italia.

Sejren i det italienske løb betyder, at Froome er regerende vinder i de tre store etapeløb på samme tid, efter at han i fjor vandt Tour de France og derefter Vuelta a España.

Tour de France begynder lørdag, og her ventes det, at Froome efter frifindelsen vil stille til start for sit hold Team Sky.

/ritzau/