Firenze og Nice, men ingen Paris: Her skal Tour-slaget mellem Vingegaard og Pogacar stå

Ruten for næste års Tour de France er nu offentliggjort.

- Det bliver episk, og jeg håber på, at vi vil have flere dueller i den kommende sæson, siger Jonas Vingegaard om det kommende Tour de France. (Foto: © ANNE-CHRISTINE POUJOULAT, Ritzau Scanpix)

Jonas Vingegaard kan godt begynde at studere stigningsprocenter og højdemeter, for manualen til næste års Tour de France er nu officiel.

I Palais des Congrés, en ophøjet biograf med pindemadder og spidse sko på gulvet, kunne løbsdirektør Christian Prudhomme løfte sløret for ruten.

For 111. gang afholdes verdens største cykelløb, men, som det har været tilfældet i de seneste mange år, så skydes det ikke i gang i Frankrig.

Den dobbelte Tour de France-vinder, Jonas Vingegaard, var også på plads til offentliggørelsen af ruten. (Foto: © Stephanie Lecocq, Ritzau Scanpix)

Denne gang vil løbets Grand Départ finde sted i Italien, nærmere betegnet Firenze, hvorefter de første tre etaper køres mellem Rimini, Bologna og Torino.

Til næste sommer vil Tour de France dog ikke afsluttes på Champs-Élysées, som traditionen foreskriver.

På grund af OL, som skal afholdes i Paris, skal den afsluttende etape køres mellem Monaco og Nice, hvor den gule trøje endeligt skrives ind i historiebøgerne.

Blandt andet skal rytterne to gange gennem Alperne, hvor Col du Galibier allerede venter på 4. etape. På 7. etape skal rytterne køre årets første enkeltstart, mens den afsluttende etape i Nice også er en enkeltstart.

Undervejs vil der på 9. etape være 32 kilometer grusvej, mens Col de Tourmalet og Plateau-de-Beille venter i Pyrenæerne

Næste års Tour køres fra 29. juni til 21. juli. Herunder kan den endelige rute og udvalgte etaper ses.

  • Sidste etape på næste års Tour de France slutter i havnebyen Nice.
  • Allerede på 4. etape skal feltet over Col du Galibier.
  • 9. etape bliver årets måske vildeste etape, når rytterne skal tilbagelægge 32 kilometer grusvej.
  • På Bastille-dagen, 15. etape, skal rytterne over seks stigninger.
  • Den sidste slag i bjergene er 20 etape, hvor rytterne skal forcere 4600 højdemeter.
  • 21. etape er en enkeltstart fra Monaco til Nice. For første gang i 35 år afsluttes Tour de France med en enkeltstart.
1 / 6

Tour de France Femmes også på plads

Kvindernes rute blev samtidig præsenteret i Palais des Congrés, og ligesom herrerne åbner kvinderne også deres rute udenfor Frankrig.

Turen går til Holland, hvor den forsvarende mester Demi Vollering er fra, og hvor de seneste seks vindere af løbet også er fra.

Rotterdam, Haag og Dordrecht er blandt byerne, som feltet får besøg af den 12. og 13. august næste år, inden afslutningen skal køres på det legendariske Alpe d'Huez i Alperne. Arrangørerne kalder selv etapen for "den hårdeste prøvelse for kvindelige cykelryttere nogensinde".

I alt skal kvinderne køre 946,3 kilometer og blandt andet to bjergetaper og en enkeltstart.

Den officielle rute for Tour de France Femmes.