Søren Kragh Andersen og hans hold, Team Sunweb, kørte en femteplads hjem på tredje etape i Tour de France, der bød på holdløb.
Og den indsats var god nok til at sende den 23-årige danske Tour-debutant i den hvide trøje, som gives til den bedst placerede rytter i det samlede klassement under 25 år.
Derfor var det naturligvis en yderst tilfreds cykelrytter, der stillede til interview efter etapen.
- Det var fedt. Helt klar noget jeg nød, og der var mange mennesker. Fedt at være på podiet i Tour de France, konstaterer Søren Kragh Andersen efter at være trådt ned fra fejringsceremonien på podiet.
Mere end ét minut til nærmeste konkurrent
Den danske Tour-debutant er nu nummer otte i det samlede klassement, og han har ét minut og otte sekunder ned til andenplads i ungdomskonkurrencen Team Skys colombianske bjergrytter Egan Bernal.
De danske medier har fokuseret meget på mulighederne for at Søren Kragh kunne snuppe ungdomstrøjen på etapen, men selv havde han ikke gjort sig de store tanker om det.
-I har spurgt ind til det her de sidste par dage, men Jeg havde faktisk slet ikke tænkt den tanke indtil for en halv time siden, hvor I begyndte at snakke om det, så sikke en overraskelse, siger Søren Kragh Andersen.