Tour de France-håbet lever for Vingegaard på trods af mange brækkede knogler

DR's sundhedskorrespondent Peter Qvortrup Geisling tror på, at vi ser Jonas Vingegaard til verdens største cykelløb.

Håbet om en tredje Tour de France-sejr i træk lever for Jonas Vingegaard. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Et brækket kraveben og flere brækkede ribben.

Det var konklusionen på de spanske lægers vurdering af Jonas Vingegaard, der var involveret i et alvorligt styrt på torsdagens etape af Baskerlandet Rundt.

Ikke umiddelbart en positiv melding med flere brækkede knogler. Men ifølge DR's sundshedkorrespondent Peter Qvortrup Geisling kunne det have været meget værre.

Et kraveben er nemlig ikke så svært at behandle, og med Vingegaards restitutionsevene og form som topidrætsmand, er Tour de France, der begynder om mindre end tre måneder, et realistisk comeback for den forsvarende vinder.

- Jeg tror, at han er klar til at deltage i touren. De næste uger vil vise, hvor hurtigt helingen vil foregå, fortæller Peter Qvortrup Geisling.

- Han heler hurtigt som topidrætsmand - hurtigere end de fleste andre. Det kan lyde voldsomt, men jeg tror hurtigt, at han er på cyklen igen.

Der er dog forskel på at være på cyklen og så at deltage i Tour de France. Ifølge sundhedskorrespondenten kan Jonas Vingegaard nemlig hurtigt komme op på cyklen og finde en position, han kan holde ud.

Dermed ikke sagt, at alt er fryd og gammen.

- Det, der er træls, er ribbenene. Det gør enormt ondt. Det er en af største smerter, når ribbensenderne går mod hinanden. Der bruger man smertestillende behandling.

- Når topatleter brækker kravebenet, sætter man en skinne på, der stabiliserer bruddet med det samme. Det betyder, at det faktisk er fixet rimelig hurtigt og ikke vil være et problem, siger Peter Qvortrup Geisling.

Jonas Vingegaard udgik torsdag af Baskerlandet Rundt - et løb han vandt suverænt sidste år. (Foto: © Miguel Tona, Ritzau Scanpix)

Dommen fra sundhedskorrespondenten lyder på "et par måneder" før, at Jonas Vingegaard kan konkurrere på cyklen igen. Så er spørgsmålet bare, hvilken forfatning danskeren kan forsvare sin gule trøje i.

- Ribbene skal have tid til at gro sammen. Det kan tage uger eller måneder. Men hvornår ribbene er helet nok, afhænger af hvor mange der er brækket. Det har Visma - Lease a Bike ikke meldt ud, fortæller Peter Qvortrup Geisling.

- De her skader betyder, at han ikke får varige mén. Derfor kan vi godt regne med, at vi har en Tour-kandidat igen - hvis ikke til i år, så i hvert fald næste år.

God timing - trods alt

Peter Qvortrup Geisling er ikke den eneste, som er optimistisk på Jonas Vingegaards vegne, når det kommer til mulighederne ved sommerens Tour de France.

DR Sportens cykelekspert, Brian Nygaard, mener, at tidspunktet for en skade af denne karakter kunne have være værre.

- Det cykelløb, han kører nu, var det sidste i foråret, og det var faktisk først meningen, at han skulle indtræde i løbsprogrammet igen til juni. Så det kan jo faktisk godt være, at det passer meget godt tidsmæssigt.

- Hvis det her var sket om bare 2-3 uger, så vil jeg sige, at Tour de France på et absolut topniveau fra hans side ville være et problem.

Jonas Vingegaards holdkammerat Wout van Aert var for en uges tid siden involveret i et lignende styrt, og her tales der allerede om, at han fortsat skulle være i spil til at køre Giro d’Italia, som begynder allerede i starten af maj.

- Det siger også noget om, hvor specielle cykelryttere er, at de rent faktisk holder fast i at skulle køre cykelløb på højt niveau relativt kort tid efter, hvad der for almindelige mennesker vurderes som en meget alvorlig skade, siger Brian Nygaard.

Wout van Aert (tv) og Jonas Vingegaard (th) er Visma - Lease a Bikes største stjerner. På kun en uge er de nu begge blevet ramt af et brækket kraveben. (Foto: © Benoit Tessier, Ritzau Scanpix)

Mest af alt er Nygaard dog lettet over, at skaden trods alt ikke var mere alvorlig end tilfældet er.

- Styrtet så meget voldsomt ud, og han lå stille i foruroligende lang tid i siden af vejen. Og når en cykelrytter ligger stille i siden af vejen, så går de værste tanker igennem dem, der ser på det.

- I sidste ende er det trods alt en lettelse, at han bare er skadet på den her måde, for det er en ting er at skulle misse et Tour de France, en anden ting er altså at skulle have en karriereafsluttende effekt, og det tyder det overhovedet ikke på, at det skal være, siger Brian Nygaard.