Torsdag gik der et sug igennem cykelverdenen, da flere ryttere var involveret i et voldsom styrt på fjerde etape af Baskerlandet Rundt.
Blandt de styrtede var blandt andet den forsvarende danske Tour de France-vinder, Jonas Vingegaard, som længe lå i vejsiden.
Senere torsdag meddelte Vingegaards hold, Visma - Lease a Bike, at danskeren har brækket kravebenet og flere ribben.
Løbet blev neutraliseret efter styrtet, da alle ambulancerne var på stedet, hvor 12 ryttere var i asfalten. Udover den danske Tour-vinder, var blandt andre Primoz Roglic og Remco Evenepoel, der ligesom Vingegaard er blandt storfavoritterne til sommerens Tour de France, i styrtet.
Den sidste af de fire store favoritter til årets Tour de France, slovenske Tadej Pogacar, kører ikke med i Baskerlandet Rundt, men det holdt ham ikke fra at komme hurtigt til tasterne og sende lovprisende ord i retning af de styrtede ryttere.
- Styrt er aldrig noget, man ønsker at se i cykelsporten. Desværre så vi i dag et virkelig grimt et.
- Jeg ønsker min holdkammerat Jay (Vine, red.) og alle mine kammerater i feltet god bedring efter deres voldsomme styrt, skriver Tadej Pogacar på det sociale medie X.
Både Jonas Vingegaard, Primoz Roglic og Remco Evenepoel udgik efter styrtet af løbet.
Remco Evenepoels Quick-Step-hold oplyser på sin hjemmeside, at belgieren har brækket kravebenet og højre skulderblad og fredag flyver til Belgien for at gennemgå yderligere undersøgelser.
Primoz Rogliz er sluppet fra styrtet uden brud, fortæller slovenerens hold Bora-Hansgrohe.
Da løbet blev genoptaget, stod det klart, at danske Mattias Skjelmose ville overtage løbets førertrøje, da han var nummer to i den samlede stilling efter Primoz Roglic.
På fredagens 5. etape vil han dermed skifte dannebrogstrikoten ud med den gule førertrøje.
Men det var noget andet som fyldte for den 23-årige dansker efter torsdagens etape.
- Jeg ved ikke så meget. Jeg foretrækker ikke at tænke på de, sagde han til TV 2 Sport.
- Lige nu er mine tanker hos dem, der styrtede, og i morgen (fredag, red.) ser vi på, hvad vi skal gøre. Men jeg tænker ikke på førertrøjen lige nu, siger Mattias Skjelmose.