Dansk cykelsport har flere lysende navne for tiden. Et af dem er Søren Kragh Andersen, og han viste talentet, da der søndag blev kørt Gent-Wevelgem i Belgien.
Danskeren var helt med fremme til allersidst, hvor han sammen med Peter Sagan og Niki Terpstra jagtede de to førende. Samarbejdet kom dog aldrig helt op at køre, og det frustrerede åbenbart Terpstra i en sådan grad, at hollænderen sendte en spytklat i retning Kragh Andersens ansigt.
- Det viser sig, at Terpstra ender med at ødelægge samarbejdet derude fuldstændig. Jeg kunne ikke arbejde 100 procent, fordi Matthews lå bagved, men jeg ville gerne arbejde og hjælpe dem, men til sidst siger Terpstra, at han overhovedet ikke vil føre længere. Så går det lidt i kluddermudder, og det ender med at blive noget rigtig hø, siger Søren Kragh Andersen til DR.
- Terpstra spytter mig undervejs i hovedet, og han ville gerne flække mig. Jeg ved ikke rigtig hvorfor. Det ender med at blive noget rigtig lort, men heldigvis bliver min holdkammerat, Matthews, toer i fællesspurten og får hevet en lille placering hjem.
Søren Kragh Andersen skal nu hjem til Luxembourg og restituere, inden det senere på foråret går løs i de to klassikere Flandern Rundt og Paris-Roubaix