Rolf Sørensen: Jeg gav ikke Michael Rasmussen doping

Det passer ikke, når der i Michael Rasmussens selvbiografi står, at Rolf Sørensen gav ham doping før VM 2001.

Jeg ved ikke hvorfor, at Michael kommer med alle de her detaljer, som i øvrigt er utroligt svære at huske, fordi det er mange år siden, siger Rolf Sørensen

Michael Rasmussen skriver i sin selvbiografi Gul feber, at han fik doping af kollegaen Rolf Sørensen, mens de begge var aktive cykelryttere.

Det var angiveligt inden VM i Lissabon i 2001, at Rolf Sørensen gav Michael Rasmussen doping.

Men det passer ikke, lyder det fra Rolf Sørensen, som i dag kommenterer cykling for TV2.

Boede på værelse sammen

- Jamen, det er sandt, at vi boede på værelse sammen til VM i Portugal i 2001, og det er også rigtigt, at jeg brugte et kortison-præparat.

- Det var så ikke det stof, som Michael siger, men det var noget andet, men er ligegyldigt, kan man sige i den her forbindelse, siger Rolf Sørensen til tv2.dk.

På spørgsmålet om, hvorvidt Rolf Sørensen rent faktisk gav Michael Rasmussen doping, svarer Rolf Sørensen:

- Nej, det er lige præcis ikke rigtigt. Jeg ved ikke hvorfor, at Michael kommer med alle de her detaljer, som i øvrigt er utroligt svære at huske, fordi det er mange år siden.

Har selv indrømmet doping

- Men helt sikkert, jeg har ikke givet Michael Rasmussen noget, og i øvrigt går jeg ud fra, at han vidste, hvad tingene handlede om, så jeg har ikke brug for at fortælle ham noget, siger Rolf Sørensen, der tidligere på året selv indrømmede at have brugt doping.

I sin bog har Michael Rasmussen blandt andet skrevet følgende:

- Fredag aften, to dage inden løbet, gik han (Rolf Sørensen, red.) over i fryseren på hotelværelset og hev en enmillimeterampul med synacthen (forbudt kortison-præparat, red.) frem.

- Han tømte indholdet ned i insulinsprøjten og gav mig 0,15 milliliter. Jeg var kommet i professionelt selskab.

/ritzau/