Rolf er Ren-kampagne fortsætter trods indrømmelse

Rolf Sørensens dopingindrømmelse ændrer ikke på Rolf er Ren-kampagnen, som fortsat vil blive holdt i live.

(Foto: © Instagram Martin Væver)

Rolf Sørensens dopingindrømmelser får ingen konsekvenser for Rolf er Ren-kampagnen, som fortsat vil blive holdt i live af stifterne på Facebook.

- Rolf er ren-bevægelsen vil leve videre med alle de positive budskaber, den har og til evigt minde om tidernes største danske cykelrytter.

- I vores hjerter vil Rolf altid være ren, og erindringen om den mest stædige af alle dopingbenægtere må ikke forglemmes, fortæller Jacob Lindberg, som oprettede Facebook-siden Rolf er Ren i maj 2012.

Rolf er Ren-siden har over 30.000 følgere på Facebook, og man vil fortsat kunne tilmelde sig gruppen i fremtiden.

- Vi startede gruppen som en støtte til Rolf, den mest vindende danske cykelrytter gennem tiderne, i vores tro på at han var gjort af noget specielt. Dette medfødte en enorm opbakning i det danske folk.

- Denne side har været fundamentet for Rolf er Ren-bevægelsen, som udelukkende har haft til formål at hylde Rolf for at have været en ren cykelrytter i en tidsalder, hvor epo var nederst i enhver rytters kostpyramide.

- Dette har muligvis løftet Rolf op på en piedestal, som han ikke har været tryg ved, og han har vel derfor set sig nødsaget til at komme med sine indrømmelser, lyder forklaringen fra stifteren.

Der er stadig plads til humor på bekostning af Rolf Sørensen på Facebook-siden, som har følgende reaktion på mandagens dopingindrømmelse.

- Indrømmelsen kommer som et fuldstændigt chok for os. Rolf har jo som sportskommentator på dansk tv aldrig holdt sig tilbage fra at glorificere sine meritter i sin aktive karriere.

- Dermed har han altid fremstået som en suveræn og overlegen atlet, som alle i Danmark har set op til, lyder det med slet skjult ironi.

Rolf Sørensen vil efter planen kommentere Tour de France på TV2 til sommer.

/ritzau/