Riis-kvinder erkender outsiderrolle i Flandern Rundt

Team Veloconcept går ind til den belgiske forårsklassiker uden forventninger om et absolut topresultat.

Pernille Mathiesen (tv) og Christina Siggaard (th) er blandt de udvalgte til forårsklassikeren Flandern Rundt på søndag. (© Dan Eugen Photography)

Bjarne Riis' kvindehold, Team Veloconcept Women, venter fortsat på sæsonens første sejr, når holdet stiller til start i forårsklassikeren Flandern Rundt på søndag.

Det er kun anden gang, holdet er med i det barske endagsløb, og team manager Bo Handberg Madsen nedtoner forventningerne om et absolut topresultat.

- Det kræver mange års erfaring at køre en god Flandern, og det kræver et hold, der har kørt sammen i lang tid.

- Vi har ryttere med erfaring, men vi er stadig et ungt hold, og det tager bare tid at få kørt det sammen, siger Bo Handberg Madsen i en pressemeddelelse.

Små forventninger

Camilla Møllebro Pedersen, Christina Siggaard, Sara Mustonen, Sara Penton, Pernille Mathiesen og Claudia Koster er udtaget til holdet, som skal køre de 153 kilometer omkring Oudenaarde.

Selv om forventningerne om en sejr er små, håber holdledelsen, at Veloconcept kan spille en rolle i løbets afslutning.

- Vi skal bruge hele holdet for at holde vores stærkeste fremme.

- På papiret er Camilla (Møllebro Pedersen, red.) den stærkeste lige nu til at komme over stigningerne og være en del af selektionerne, og så må vi se, hvor lang tid, at det kan lade sig gøre, siger Bo Handberg Madsen.

/ritzau/