Tour de France-hold til Danmark: Der kan komme flere

Indtil videre har seks Tour de France-hold har givet tilsagn om at køre PostNord Danmark Rundt til september.

Her ses Astana i det danske løb for to år siden. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Der bliver hvirvlet Tour de France-støv hen over Danmark i september, når feltet i PostNord Danmark Rundt kører 27. udgave af løbet.

Indtil videre har seks mandskaber, der skal køre Tour de France til sommer, meldt deres ankomst til løbet, der skydes i gang 12. september.

Det er blandt andre Astana med Jakob Fuglsang og Matti Breschel, Michael Valgren og Jesper Hansen i truppen, og Team Segafredo med Mads Pedersen, der i øjeblikket gør sig bemærket i Giro d’ Italia, og som har Kim Andersen som sportsdirektør.

Ud over disse to hold har følgende Tour-hold givet tilsagn om deltagelse i PostNord Danmark Rundt: Team Sunweb, Direct Energie, Cofidis Solutions Credits og Wanty-Group Gobert.

- Det er nogle meget stærke mandskaber, og nogle hold vi ikke har præsenteret i mange år. Trek Segafredo er tilmed med for første gang, siger løbsdirektør Jesper Worre i en pressemeddelelse.

- Vi arbejder stadig på at lukke et par aftaler mere, og vi er ret optimistiske i forhold til at få et par World Tour-hold mere med.

Vil vinde løbet

Team Segafredo stiller altså for første gang i det danske løb og holdets danske rytter, Mads Pedersen lægger ikke skjul på, at han på et tidspunkt gerne vil vinde løbet.

- Det er jo et dansk løb, så det betyder meget at kunne være med. Det er altid fedt at køre derhjemme, og især til PostNord Danmark Rundt, siger han og fortsætter:

- Som så mange andre danske ryttere, vil det da være en drøm en dag at kunne vinde det. Det vil være helt vildt stort, at vinde sit hjemlands største cykelløb, siger den 21-årige rytter i pressemeddelelsen.

PostNord Danmark Rundt køres 12.-16.september og indledes på Frederiksberg og afsluttes i Aarhus.

Etaperne 12. september 1. etape: Frederiksberg - Kalundborg 175 km 13. september 2. etape: Svendborg - Odense 185 km 14. september 3. etape: Otterup - Vejle 180 km 15. september 4. etape: Enkeltstart Randers 20,5 km 16. september 5. etape: Ebeltoft - Aarhus 200 km